En skri­ve­mas­ki­ne er ikke en ting, men et sammensat aggregat som, li­ge­som bogtrykkerkunsten, be­står af tre af hinanden uafhængige maskinfunk­tio­ner, hvis kombination muliggør en plasmisk tegn­pro­duk­tion i form af en dis­kurs eller et nar­ra­tiv. De tre funk­tio­ner er, α) en stempel- eller præ­ge­funk­tion (χα­ρακ­τήρ), udviklet af de antikke vinbønders måde at kobberfodet (χαλ­κό­πους) presse saften, eller substansen, ud af druernes form.