Skrivemaskine

The Piccadilly Line #1. Århus: forlaget *[asterisk], 2009, pp. 21-26.

Warning: imagesx() expects parameter 1 to be resource, boolean given in /home/www/portheim.org/pub/imagecopyresampledpng.php on line 20

Warning: imagesy() expects parameter 1 to be resource, boolean given in /home/www/portheim.org/pub/imagecopyresampledpng.php on line 21

Warning: getimagesize(/home/www/barnabooth.portheim.org/museum/ideomata/typewriter_salesman.png): failed to open stream: No such file or directory in /home/www/portheim.org/pub/textbild.php on line 63

 

SKRIVEMASKINE [eng. ty­pewriter; fr. machine à écrire; sp. me­ca­nó­gra­fo; lat. tabula machina; gr. δακτυλογράφως; kin. 打字機] En skri­ve­mas­ki­ne er, som man kan høre i ordet, en maskine eller et instrument (ὄργανον) for skrift: en tegn- eller tekst­mas­ki­ne. Som sådan forstår man ved skri­ve­mas­ki­ne en ge­ne­rel term for et imaginært mas­ki­nelt interface mel­lem skri­ve­renss hånd og et vilkårligt medium. Teknisk set ville en pen kunne kaldes for en skri­ve­mas­ki­ne, men eftersom håndteringen af en pen i grunden blot udgør en forlængelse af hånden (cf. tegning), og ikke tilfører skrif­ten eller tegnene nogen mas­ki­nel unifor­mering (med mindre en ånd griber ind), forstår man mere specifikt ved skri­ve­mas­ki­nen et interface mel­lem skri­ve­rens og skriftmediet som trans­for­me­rer og unifor­merer skrif­ten i form af et mas­ki­nelt svar på skri­ve­renss spørgsmal. En skri­ve­mas­ki­ne er ikke en ting, men et sammensat aggregat som, li­ge­som bogtrykkerkunsten, be­står af tre af hinanden uafhængige maskinfunk­tio­ner, hvis kombination muliggør en plasmisk tegn­pro­duk­tion i form af en dis­kurs eller et nar­ra­tiv. De tre funk­tio­ner er, α) en stempel- eller præ­ge­funk­tion (χα­ρακ­τήρ), udviklet af de antikke vinbønders måde at kobberfodet (χαλ­κό­πους) presse saften, eller substansen, ud af druernes form. β) Den anden funk­tionalitet kalder man ty­pisk den hyg­ro­ma­tis­ke funk­tion, hvor maskinen sub­li­merer, altså overfører, den bøl­gen­de og fly­den­de substans til et salt. Denne trans­port, fra en glat (bøl­gen­de) til­stand til en stribet (dis­kret) til­stand, krystalliserer substansen til et salt. Dette salt opviser gan­ske eksakt de egenskaber, vi kender fra knudeskrif­ten, hvor tegnet indexeres til en dis­kret enhed på en kontinuerlig li­nie. Denne indexering af saltet sker i en skri­ve­mas­ki­ne via en selvhæftende operator, som bringer den tid­li­ge­re bøl­ge­til­stand eller semiosis, som var en konsekvens af prægningen eller stemp­lin­gen, til kollaps som “tilskrift” til den selvhæftende operators aktuelle position. Dette vin­su­re salt, tartrat, eller argol fun­ge­rer som en pulverisator eller analysator af enhver indkodet be­tyd­ning (det er denne funk­tionalitet, vi kender fra den græske kryptografi i συμβολον, og i den mere mo­derne i Enigma) til dis­krete be­tyd­ningselement som er ope­rer­ba­re på – for ek­sem­pel – et klaviatur. γ) Den tredje funk­tion, sluttelig, er den xe­ro­ma­tis­ke, som udgør en ka­ta­stro­fisk excitering af tartratet til et tørt, vægtløst og spermatisk vand, i hvad fysiker kalder en plas­ma­tisk til­stand, men som vi ty­pisk kender som røg. Denne tørre sky eller fly­den­de støv har den egenskab, at den er uen­de­ligt kom­bi­ner­bar med sig selv, og den tekst, eller det væv, som er indexeret deri befinder sig atter i en glat og retningsløs til­stand. Denne xe­ro­ma­tik trækker igen på. den første stempelfunk­tion (χα­ρακ­τήρ), men nu som en serie af inhalationer og eks­ha­la­tio­ner som roteres ud og ind i et inverteret rum (en kurv, en sæk, en globus eller tilsvarende). Når denne “røg” præges eller stemples i dette inverterede rum så udgør de ak­tua­li­se­rin­ger af en, og kun én, kombinationsmulighed af denne røg i en ordnet dis­kret serie af karakterer (prægninger), men altså i spejl­vendt form. Når tegnet eller gra­fe­met (σεμεῖον) ex­ha­le­res bærer det med sig sit negativt joniserede (sure) tartrat som entydigt de­fi­ne­rer dets pla­ce­ring på et vilkårligt glat skrift­me­dium. Samtidigt er det denne kombination, af det vin­su­re salt (tartratet) og tobaksrøgen, som indfar­ver tegnet eller gra­fe­met (σεμεῖον), og pro­du­ce­rer det retvendt læselige tegn som kobberfoden efterlader som spor på det glatte skrift­me­dium. På trods af, at tek­no­lo­gien bagved skri­ve­mas­ki­nen i mange og afgørende henseender svarer til Johannes Fausts “op­fin­del­se” af bogtrykkerkunsten (kombinationen af vinpressen med den dis­krete ty­pe i en inverterende proces), så er – os be­kendt – endnu ingen komplet med alle tre funk­tio­ner (tri­po­disk) virkende skri­ve­mas­ki­ne produceret. I dag skelner man ty­pisk mel­lem to grund­læg­gen­de ty­per af skri­ve­mas­ki­ner: i) Den første ty­pe udgøres af de skri­ve­mas­ki­ner, som man ad­mi­ni­stre­rer gennem et klaviatur eller et tan­gent­bord, ii) den anden ty­pe kalder man “index”-skri­ve­mas­ki­ner, som var en billigere variant end den mere komplicerede tan­gent­bords-skri­ve­mas­ki­ne, da de savnede dennes brugervenlige interface som netop tan­gent­bor­det eller klaviaturet præsenterede. Indexmaskinerne blev også kun produceret under de sidste år­tier af det 19. år­hun­dre­de med nogle få undtagelser ind i det 20. år­hun­dre­de og forsvandt derefter fra markedet. Al­le­re­de under det tidlige 20. år­hun­dre­de do­mi­ne­re­de klaviatur- eller tan­gent­bords skri­ve­mas­ki­nen fuld­stæn­digt, og denne ty­pe forblev også den do­mi­ne­ren­de under hele den mo­derne skri­ve­mas­ki­nes epoke frem til 1990erne.
Warning: getimagesize(/home/www/barnabooth.portheim.org/museum/maskin/malling_hansen.png): failed to open stream: No such file or directory in /home/www/portheim.org/pub/textbild.php on line 63

 

Fælles for den mo­derne skri­ve­mas­ki­nes epoke er dog, at man først og fremmest har fo­ku­se­ret på at forfine kombinatoriken af den første (stempelfunk­tionen) og den tredje funk­tion (xe­ro­ma­tik­ken). Dette har medført at mo­derne skri­ve­mas­ki­ner fuld­stæn­digt savner mnemisk salt (eller krystalinsk hu­kom­mel­se). Eftersom de mo­derne skri­ve­mas­ki­ner springer over hygromatikken og bøl­ge­til­standen, så skal karakteren pro­du­ce­res allerede-inverteret i maskinens bug, hvor den ikke “ved” hvoraf den kommer. Derved har tegnet ingen mulighed for at indeholde sin pla­ce­ring, men skal altså altid placeres ma­nu­elt eller ved hjælp af en mekanisk anordning af skri­ve­rens på et skrift­me­dium. Dette fokus for den mo­derne skri­ve­mas­ki­ne illustreres ty­de­ligt af den ældste ty­pe af den mo­derne skri­ve­mas­ki­ne, in­dex­skri­­ve­­mas­­ki­­nen, som do­mi­ne­re­de fra 1880erne til starten af det 20. år­hun­dre­de. Indexskri­ve­mas­ki­nen fungerede ved at skri­ve­rens, via en mekanisk instilling (et hjul, en pind med ind­hak eller tilsvarende), vælger en position som svarer til en karakter, og når denne karakter er valgt, stempler man dette – allerede spejlvendte tegn placeret i en konkav kurv – på skriftmediet. Den nu så velkendte skri­ve­mas­ki­nety­pe, tan­gent­skri­­ve­­mas­ki­nen, byg­ger på samme princip som in­dex­skri­­ve­­mas­­ki­­nen, li­ge­gyl­digt hvorvidt vi taler om en upstrike, downstrike eller frontstrike ty­pe, blot med den forskel at tan­gent­skri­­ve­­mas­ki­nen har lige så mange stempler som skrifttegn, hvil­ket har distraheret den bureaugrafiske stilhis­to­ri­kers fokus fra det faktum at skri­ve­mas­ki­nen først og fremmest er en in­dex­er­ings- eller tilskriftmaskine. Den eneste mo­derne skri­ve­mas­ki­nety­pe som inkorporerede en vis hygromantik var IBMs elek­tris­ke golfbold-model fra 1950erne, single-element ty­pen, hvor en pre-semiotisk bøl­ge­til­stand er simuleret i ty­pekuglen (som dog kun indeholder en begrænset mæng­de af karakterer og som skal skiftes ma­nu­elt udenfor maskinens funk­tionsmåde). Denne skri­ve­mas­ki­nety­pe introduceredes også allerede i 1880erne, men på grund af at hele kuglen følger med ved hver prægning, faldt maskinen ikke sjældent sammen under sin egen voldsomhed, og derfor var det først ved den elek­tris­ke IBM 72, at ty­pen slog igennem som den foretrukne kontormaskine. Måske er det sym­pto­ma­tisk for skri­ve­mas­ki­nens his­to­ris­ke skæbne, at ved den tid, hvor den mo­derne skri­ve­mas­ki­ne var lige ved at udvikle en tek­no­lo­gi som indeholdt alle tre funk­tionaliteter tri­po­disk ved in­tro­duk­tio­nen af blæk­strå­le­tryk­ket i stedet for stem­plet (pro­ble­met var at bøl­ge­funk­tio­nen ikke skul­le erstatte stem­plet, men virke efter stem­plet og inden indhaleringen og eks­ha­le­rin­gen af røgen), så blev tek­no­lo­gien overhalet af den domestiske datamat, fordi interessen var fuld­stæn­digt fo­ku­se­ret på et lydløst kon­tor­mil­jø og slet ikke på maskinisme. Historisk har skri­ve­mas­ki­netek­no­lo­gien dog taget gan­ske andre veje end dem vi kender fra 1865 (patent 1870), med Mallings Skrivekugle (der li­ge­som alle skri­ve­mas­ki­ner fra det 19. år­hun­dre­de var udviklet for de blindes kom­mu­ni­ka­tions­mu­lig­he­der), og fremefter. Rasmus Mal­ling-Han­sens skri­ve­kug­le, hvis maskinisme næsten fuld­stæn­digt baserer sig på en prægning eller (χα­ρακ­τήρ) blev også hurtigt overhalet af Remingtons upstrike-maskine Sholes & Glidden Typewriter (1874) udviklet af Christopher Latham Sholes. Men interessant nok påpeger Mal­ling-Han­sens Skrivekugle i sin morfologi, som med al ønskelig tydelighed viser at inspirationen var antikens talende kob­ber­ho­ve­der, at skrif­tens kilde, eller maskinrum, er bugen og ga­bet. Historisk kan vi spore kimen til denne tek­no­lo­gi til det første efter-kristne år­hun­dre­de hvor specielt diverse gnos­tis­ke retninger eksperimenterede flittigt med forskellige for­mer for tabulæ, machina, eller ὀργᾱνα for tekster, i sin art med sikkerhed på sporet af de talende statuer som ægyp­ter­ne siges at have gjort brug af: “Aegyptij (ut Mer­cu­ri­us tradit) Deorum statuas construxe tales, ut loquerentur” (Fransc. Georgii Ve­ne­ti Deri noritanæ Familiæ de harmonia Mundi totius Cantica tria … Parisiis 1546, p. 879).
Warning: getimagesize(/home/www/barnabooth.portheim.org/museum/maskin/scholes-gidden.png): failed to open stream: No such file or directory in /home/www/portheim.org/pub/textbild.php on line 63

Remingtons upstrike-maskin Sholes & Glidden Typewriter (1874).

Disse gnostikere var dog helt fokuserede på drikkeri, hvor­for de maskiner vi kender fra be­skri­vel­ser i antikke kilder næsten udelukkende fun­ge­rer ved hjælp af den første (χα­ρακ­τήρ) og anden (ὕγροματική) funk­tion, men altså ignorerende den xe­ro­ma­tis­ke. Den tidligste af disse skrivmaskiner kon­strue­re­des af en eponym, eller gruppe, ved navn “Hermes” under titlen Tabula Smaragdina (“Smaragdtavlen” eller “Grøn Hermes”). Det spe­cielle med gnostikernes skri­ve­mas­ki­ner var at de ikke kunne glemme den producerede tekst, fordi denne tekst er fastholdt i en bøl­ge­til­stand som kun pa­lim­psest­ag­tigt bliver ved med at skrive og reproducere sig selv med jævne, men uforudsigelige, mel­lemrum på grund af det mnemiske salt uden nogen som helst amnestisk tømning af teks­ten (røg eller støv); en situation gan­ske omvendt den mo­derne skri­ve­mas­ki­nen altså. I en vis forstand kan man sige at den gnos­tis­ke skri­ve­mas­ki­ne, med sin hygromatik og ka­rak­te­ris­tik, var den som prægede den håndskriftskultur som i den grad do­mi­ne­re­de Vesten fra senantikken til renæssancen: en blæk-, per­ga­ment- og prægningsmaskinisme. De mest omtalte skri­ve­mas­ki­ner fra epoken blev fremstillet af smede af gnostisk observans under betegningen caput phitonicum, altså kranier gennem hvil­ke Merkur, eller Hermes, talte. Betegnelsen kommer fra det græske πυθωνοκός, “orakelfremsigende, magisk”. Ud fra de spar­som­me­li­ge be­skri­vel­ser af disse skri­ve­mas­ki­ner kan vi dog de­du­ce­re at de havde karakter af en globus-formet kob­ber­tin­gest (sikkert ikke helt ulig Mallings skri­ve­mas­ki­ne for blinde, da blindhed netop er et krav for udsagn af ora­kel­ka­rak­ter), som skri­ve­rens manipulerede via et for os ukendt (men måske også variabelt) interface. Problemet med denne ty­pe af skri­ve­mas­ki­ne var som sagt, at den savnede enhver xerotisk funk­tion, hvor­for teks­ten, eller det grafiske output, ikke kunne fik­se­res – men altså hel­ler ikke glemmes – til et skrift­me­dium: en art uendlig snakkesalig og pa­lim­psest­ag­tigt sig-selv-over­skri­ven­de tekstbølge altså.