Når Ambrosius Stub be­skri­ver den spejlende sol med føl­gen­de trippende rokoko-verser: ”Ak see, hvor speyle-klar og glat / Den Søe er dog i lave sat; / Det er jo som / At Solen kom / Kun for at see sit Skilderie / Deri”, så er det ikke kun et ’rent’ naturbillede. Stubs arie er tværtimod indrammet og hårdt ud­spændt på en vertikal ak­se mel­lem digterens ydmyge besyngelse af skabelsevær­ket og Guds op­hø­je­de transcendens. Det afgørende skift fra denne ældre topografis hårdt ud­spændte vertikale ak­se, finder Mortensen i Wordsworths digt There was a boy (1798–1805), hvor den transcendentale stige er erstattet af en horisontalt ori­en­te­ret og lukket jordisk sym­met­ri.