Overbevisende læsninger af litteratur og billedkunst ved det moderne individs inkunabeltid
Klaus Peter Mortensen: Spejlinger. Litteratur og refleksion, Forlaget Spring. Standart, 2000.
Ved at bruge billedet af den spejlende sol har Klaus Peter Mortensen sat sig for at beskrive et grundlæggende skift i den tidlige modernitets tilblivelseshistorie; historien om hvordan det moderne reflekterende individ bliver til. Denne historie bliver fortalt i seks temmelig fritstående essays der løber i kronologisk ordning fra mitten af 1700-årene med den dansk-norske digter Ambrosius Stubs arie Den kiedsom Vinter og Christian Braunmann Tullins lidt yngre bryllupsdigt En Maji-Dag fra 1758, til et par af H.C. Andersens eventyr og Søren Kierkegaards ”Forførerens Dagbog” i Enten-Eller et århundrede senere.
Mellem disse to pejlemærker forfølger Mortensen dette motivs transformationer via den engelske maler J.M.W. Turner og digteren William Wordsworth, Jens Baggesen og Adolph Wilhelm Schack von Staffeldt, Henrich Steffens og igen en maler og digtere, nu Wilhelm Bendz og digteren Henrik Hertz. Mortensens angrebsvinkel til de analyserede digte og malerier er først og fremmest at se på det repræsenterede rums topografi; dvs. hvordan solens vertikale ophøjethed distribueres på verdens horisontale membran – i dette tilfælde vandoverfladen som spejler solen, men også læseren eller beskueren, hvis erkendelsesevner aktiveres af de membran som vore sanser udgør.
Når Ambrosius Stub beskriver den spejlende sol med følgende trippende rokoko-verser: ”Ak see, hvor speyle-klar og glat / Den Søe er dog i lave sat; / Det er jo som / At Solen kom / Kun for at see sit Skilderie / Deri”, så er det ikke kun et ’rent’ naturbillede. Stubs arie er tværtimod indrammet og hårdt udspændt på en vertikal akse mellem digterens ydmyge besyngelse af skabelseværket og Guds ophøjede transcendens. Det afgørende skift fra denne ældre topografis hårdt udspændte vertikale akse, finder Mortensen i Wordsworths digt There was a boy (1798–1805), hvor den transcendentale stige er erstattet af en horisontalt orienteret og lukket jordisk symmetri. Mortensen ser, overbevisende, samme landskabsopfattelse i Turners malerier, hvor jo, som bekendt, den i vandet spejlende sol spiller en dominerende rolle. I samme billede, den spejlende sol på vandoverfladen, udtrykkes nu altså en helt anden verdensopfattelse: vi ser ikke længere Ambrosius Stubs eller Athanasius Kirchers trinvise emanationer av lys som klatrer ned til jorden via en slags teologisk mekanik af spejle, men en horisontal uendelighed, en storslået sublim natur i hvilken subjektet tvinges til at reflektere sig selv. Thi det sublime, skriver Kant ved samme tid (1790), ”er en storhed som blot kan måles med sig selv”, og indfor hvilket fremkommer ”en følelse af berøvelse af indbildningskraftens frihed gennem sig selv”, som det hedder på Kants knudrede sprog.
Det er med denne selvrefleksion som Mortensen forfølger billedet med en række meget fine og overbevisende læsninger af, fremforalt, W.F. Bentz billeder, der selvrefererende leger med spejlinger, dubleringer og skyggevirkninger, hvilke alle kredser omkring den fraværende sol. En leg der tvinger betragterens blik at søge sig ad snoede, labyrintiske veje ind i billedet i dets søgen efter en fjern lyskilde, eller – ville tesen nok være: efter et fjernt beliggende ’jeg’.
Desværre bærer kapitlerne som Spejlinger består af meget præg af den akademiske baggrund mange af dem kommer fra. Tæt på irriterende er den kedsommelige og omstændelige oversigt i litteraturvidenskabelig metodik ”Litteratur og refleksion” som indleder bogen, hvor selve teksten er reduceret til bindemiddel for fremmedsproglige citater. Et uting som jo som bekendt grasserer i universitetsverlden. Men bogens styrke er nu også af akademisk art: Læsningerne af de danske forfattere og maleres værker er fremragende, klare og meget overbevisende. Om Turner og Wordsworth har man hørt før, men kapitlerne om Stub og Tullin respektive Bendz og Hertz falder hos mig som vin et tørt sted og forbinds ikke kun eksemplarisk med tidens internationale tendenser, men fremtryller videre det sjældne indtryk, at det er nødvendig at se på tidens malerier for at forstå litteraturen og vice versa. Den grundlæggende tese Mortensen driver er nok altfor velkendt for at gøre nogen entusiastisk, men han beskriver med sit enkle billede elegant det fundamentale paradigmeskift som løber under et århundrede. Metodisk er det selvfølgelig kritisabelt at med hjælp af et dusin tekster og nogle malerier forklare en hel epoke, da enhver lærdomsarkivarie kan finde modeksempler, og enhver interpretor en ny læsning – men Mortensen argumenterer gennemgående stærkt for sit perspektiv.
Men stærkest er det som ikke eksplicit står at læse i bogen: ’Det sublime’ – som kategori for indbildningskraften – eksisterede kun i et par årtier omkring 1800. At tale om det sublime inden (Burke) og efter (Turner), synes Mortensen at sige, er en anakronisme. Argumentet for dette er netop den topologiske forskydning fra en transcendent vertikalitet til en immanent horisontalitet i den fuldmodne modernitets forestilling om individet som bogen gennemspiller. Den sublime følelse kunne kun eksistere som erkendelseskategori når transcendensen ikke var helt afviklet og immanensen ikke helt udviklet.
Jan Bäcklund