Mellem disse to pejlemærker forfølger Mortensen dette mo­tivs transformationer via den engelske maler J.M.W. Turner og digteren William Wordsworth, Jens Baggesen og Adolph Wilhelm Schack von Staffeldt, Henrich Steffens og igen en maler og digtere, nu Wilhelm Bendz og digteren Henrik Hertz. Mortensens angrebsvinkel til de analyserede digte og ma­le­rier er først og fremmest at se på det repræsenterede rums topografi; dvs. hvor­dan solens vertikale ophøjethed distribueres på verdens horisontale membran – i dette til­fæl­de vandoverfladen som spejler solen, men også læ­se­ren eller beskueren, hvis erkendelsesevner aktiveres af de membran som vore sanser udgør.