Styrken, og som gør antologien af teksterne til en velkommen læsning, er netop ikke nogen ”overraskende nysyn, den anlægger på renæssancens kunst” (det ville nemlig kræve en historievidenskab), men den ’værensfilosofi’ romantikkens og symbolismens kritiker insisterer på i mødet mellem værkets evighed og dets tilblivelse i den sympatetiske beskuerens ekstase. Det er et for historievidenskaberne altid vedkommende korrektiv som først fik sin metodologiske fundering i Nietzsches Vom Nutzen und Nachteil der Historie für das Leben, men som i Lis Norups antologi fremtræder i dets unge praksis med all dets deliriske entusiasme og friskhed.