Hos alle kunst­nere og forfattere i antologien gælder det, at kritikken er en kunstart, og som en kunstart selv­føl­ge­lig til for sin egen skyld, hvil­ket også Oscar Wilde præciserer i antologiens sidste bidrag: ”Kritikeren som Kunstner”. Konsekvensen for Pater og hans åndsfæller er givetvis at lade hånt om alle hi­sto­rievi­den­ska­bens metoder for at gøre dem samtide, for at aktualisere dem i det dialektiske spændingsfelt som op­træ­der mel­lem vær­kets væsen, dets tidløshed, og betragterens væren, vir­ke­lig­he­dens tilblivelse (som Kirkegaard ville have sagt).