Det er også i denne form for kalkuleret vanvid som binder antologiens tekster – hvor for­skel­lige de end kan synes at være – sammen i redaktricens bestemmelse af ”dekadencens” æs­te­tik og teori, fra Paul Bourgets delirisk myopiske definition: ”En dekadencestil er en sådan, hvor bogens enhed opløses for at give plads for sidens uaf­hæn­gighed, hvor siden opløses for at give plads for sætning­ens uaf­hæn­gighed, og sætning­en for at give plads for ordets”, til Swinburnes ”penetrative metode”, hvor en ”sympatetisk indlevelse” tvinger kritikerens sprog til at måle sig med billederne.