Samme herlige form for free-wheeling kunsthi­sto­rie, nærmest fuld­stæn­digt befriet fra hi­sto­rie­viden­skabens tøjler, drevet af den senkomne kritikers dybt personlige mel­lemværende med vær­ket, finder man også her i antologiens centrale skikkelse, nemlig Joris-Karl Huysmans, hvor kritikeren selv frem­træ­der som en ekstatisk des Esseintes, alene, helt alene, fremfor Grünewalds Isenheim-alter i Colmar. Denne form for kritik ville være uudholdeligt irriterende, hvis det ikke var for det foruroligende faktum, at den, med all dets charme, intensitet og humor, fak­tisk kaster indsigter og viden af sig man ikke troede var at finde: Det er vanvittigt, og det er vanvittigt godt.