Det heder hos Pater: ”Dette legemliggjorte åndesyn, der på denne måde så mærkeligt steg op ved vandene, er et udtryk for det, mænd over tusinder af år er kommet til at begære. Hendes er det hoved, hvortil ’Tidernes Ende er kommen’, og øjenlågene er lidt trætte. Det er en skøn­hed i kød og blod, der er udvundet af det indre; en udfældning, lille celle ved celle, af sære tanker, fantastiske drømme og udsøgte lidenskaber.” Og så bliver det ved, lignelse stables på lignelse, og de sproglige eksesserne kender ing­en anden grænse en poesiens.