Det er spørgsmål som dette, som aktualiseres med Lis Norups antologi I den sidste time. Denne placerer en række mere eller mindre centrale, kendte eller kuriøse tekster av fransk og engelsk op­rin­del­se fra det sene nittende år­hund­re­de om­kring en impliceret kærne af tidsånd præget af dekadence, kunstighed og forfaldsfascination. I faldet Mona Lisa er det fra kapitlet om Leonardo i Walter Paters Studies in the History of the Renaissance fra 1873, i sin tur inspireret af Swinburnes optagenhed af Leonardo som ”de gådefulde ansigts maler” i Notes on Designs of the Old Masters at Florence (1868), hvor man får nøglen, ikke til Leonardo, men til den Mona Lisa-reception der er lige så fremmed for kunsthi­sto­rien, som den er et aktiv i den almene kulturelle bevidsthed den dag i dag.