Spørgsmålet til kabbalismens marginalisering bliver desto mere påtrængende, da den, i Lærkes udmærkede og klare frem­stil­ling i bogens første halvdel, som tid­li­ge­re antydet, frem­træ­der på et bemærkelsesværdigt rationelt grundlag. Godt nok som en mysticisme, men som en metafysisk rationel mysticisme. Om end negativt defineret, som en ”afsmag for syllogismen og det analytiske ræsonement”, så ligger der i denne mysticisme en velfunderet kundskabsteori. En kundskabsteori, hvor allegorien, kombinatoriken, lignelsen og, ikke mindst, åben­ba­ring­en, udgør de midler som den kabbalistiske praxis sæt­ter ind i erkendelsens tjeneste.