Mogens Lærke: Kabbalismen i den europæiske tanke. Fra Isak den Blinde til Johann Georg Wachter. Forlaget Modtryk 2004, 139 s.
Anmeldelse publiceret i Dagbladet Information, 10 marts 2005.
Kabbalisme hører ikke til almindelighederne på det skandinaviske bogmarked, og mig bekendt er Mogens Lærkes arbejde (1971, Docteur ès Lettres i filosofihistorie fra Sorbonne) det første på dansk. Men som alle obskure emner, skal tydeligvis også kabbalismen i første omgang pakkes godt ind for at sælges. Og Lærkes introduktion er godt pakket ind. Forlagets bagsidetekst lokker med Madonnas og Britney Spears kabbala-mumbojumbo, som i selve bogen heldigvis kun bliver omtalt på introduktionens første par sider, som i øvrigt også indeholder den prægnante definition af kabbala som ”en slags guddommelig matematik” (en formulering som også er talende for Lærkes sympatisk behærskede tilgang til stoffet). Den anden indpakning er af akademisk-universitær karakter. Den hænger tydeligvis sammen med forfatterens afhandling om Leibniz og Spinoza. Hvis en læser af Kabbalismen i den europæiske tanke skulle forvente sig en bog om kabbalismens subkulturelle færden gennem den europæiske historie, så ville en halvdel af denne forventning ganske sikkert skuffes, når læseren i bogens anden halvdel ville opdage, at ”den europæiske tanke” her først og fremmest ikke vedrører kabbalaen, men netop Leibniz og Spinoza.
Bogen er også skarpt opdelt i to dele. Den første del indeholder nogle centrale kabbalistiske begreb, en kort udlægning af sefirot, samt en gennemgang af kabbalismens historie fra dens fremkomst i det 12. århundrede til den kristne kabbalisme hos renæssance-hermetikerne (Pico della Mirandola, Johannes Reuchlin, Guillaume Postel m.v.). Dette inklusive en let anakronistisk vej omkring ”den lurianske revolution”, benævnt efter den Sokrates-lignende Isak ben Solomon Luria Aksenazi (1535–1572). Den anden del, ”Kabbalismen i den tidlige oplysning”, har, ret beset, ikke kabbalismen som udgangspunkt, men snarere den tidlige oplysning, set gennem kabbalismens begreber og metafysik. Her befinder vi os tydeligvis i forfatterens egen hjemmelige baggård, hvor vi møder muligt kabbalistisk tankegods hos Leibniz (monadologien), samt, fremfor alt, de metafysiske disputter som fulgte med en vis Johann Georg Wachters (1673–1757) – et bestemt ikke uinteressant bekendtskab – sammenkædning af sine let idiosynkratiske udgaver af spinozismen og kabbalismen.
Tesen som Lærke fremsætter, er ikke kun at påvise kabbalismens tilstedeværelse i den europæiske kulturhistorie, men derudover at redegøre for dens relevans for den teologiske og filosofiske kultur i det tidlig-moderne Europa. Hvorvidt dette lykkes for Lærke er et åbent spørgsmål, da ”relevans” er en åben kvalificering. Argumenterne er hos Lærke dels af empirisk-biografisk, dels af filosofisk-metafysisk art. Til det biografiske fremhæver Lærke i særdeleshed Leibniz’ lange og nære venskab med alkymisten og paracelsisten Franciscus Mercurius van Helmont og hans kontakter med Baron Christian Knorr von Rosenroth, udgiveren af den inflydelsesrige antologien Kabbala Denudata (1677–1684). Når det gælder de metafysiske aspekter er det i særdeleshed den kabbalistiske emanationslære som kommer til at fungere som nøgle for at dirke op tidens brudflader mellem teologiske og videnskabelige diskussioner om verdens indretning. Alt dette er overbevisende fremskrevet i bogens anden del, men ikke uden at man utilsigtet kommer til at savne en omvendt bevisførelse: Hvorfor blev kabbalismen, i det store hele, på trods af Leibniz’ (velvillige) interesse (Leibniz var, skriver Lærke parentetisk, en meget velvillig tænker, som altid søgte at tage tingene fra deres bedste side), allerede ved denne tid afvist som en irrelvant lære, ”hinsides enhver mulig nyttig anvendelse”, som Spinoza selv udtrykte det?
Spørgsmålet til kabbalismens marginalisering bliver desto mere påtrængende, da den, i Lærkes udmærkede og klare fremstilling i bogens første halvdel, som tidligere antydet, fremtræder på et bemærkelsesværdigt rationelt grundlag. Godt nok som en mysticisme, men som en metafysisk rationel mysticisme. Om end negativt defineret, som en ”afsmag for syllogismen og det analytiske ræsonement”, så ligger der i denne mysticisme en velfunderet kundskabsteori. En kundskabsteori, hvor allegorien, kombinatoriken, lignelsen og, ikke mindst, åbenbaringen, udgør de midler som den kabbalistiske praxis sætter ind i erkendelsens tjeneste. Detaljerne i denne pata-filologiska praksis (gemara, notarikon og alt hvad det hedder) erfarer vi ikke i denne introduktion, derimod præsenteres vi for en veloplagt udlægning af den lurianske kabbalas forestilling om TsimTsum, dvs. om skabelsens første ”tilbagetrækning”. Denne forestilling udgør, i det mindste fra en dilettants synsvinkel, en mærkværdig antitese til den sædvanlige kabbalistiske emanationslære. I den lurianske forestilling folder Gud sig ind i sig selv, trækker sig tilbage og skaber på den måde verden gennem at efterlade et tomt rum, som er den bestemte rest, som Gud frisatte som de virksomme årsager. En skabelse ex nihilo, men hvis Intet, som Agamben har bemærket, ved nærmere eftersyn mere og mere begynder at ligne et Noget, om end Noget meget, meget, meget tyndt og dunkelt. Nemlig den rest, det Intet, som blev tilovers, når Gud trak sig tilbage med og gennem lyset. Referencen til Agamben er her tilsigtet. Dem som fandt smag for den fornylig udgivne antologi og introduktion, Ophold, af den italienske filosof Giorgio Agamben (Akademisk forlag 2003), vil i Mogens Lærkes arbejde finde en kongenial komplementær bearbejdning af nogle af de samme centrale problemstillinger.
Jan Bäcklund