Når det gælder de metafysiske aspekter er det i sær­de­les­hed den kabbalistiske emanationslære som kommer til at fungere som nøgle for at dirke op ti­dens brud­fla­der mel­lem teologiske og vi­den­ska­belige diskussioner om verdens indretning. Alt dette er overbevisende fremskrevet i bogens anden del, men ikke uden at man utilsigtet kommer til at savne en omvendt bevisførelse: Hvorfor blev kabbalismen, i det store hele, på trods af Leib­niz’ (velvillige) interesse (Leib­niz var, skriver Lærke parentetisk, en meget velvillig tænker, som altid søgte at tage ting­ene fra deres bedste side), al­le­re­de ved denne tid afvist som en irrelvant lære, ”hinsides enhver mulig nyttig anvendelse”, som Spinoza selv udtrykte det?