|
Tesen som Lærke fremsætter, er ikke kun at påvise kabbalismens tilstedeværelse i den europæiske kulturhistorie, men derudover at redegøre for dens relevans for den teologiske og filosofiske kultur i det tidlig-moderne Europa. Hvorvidt dette lykkes for Lærke er et åbent spørgsmål, da ”relevans” er en åben kvalificering. Argumenterne er hos Lærke dels af empirisk-biografisk, dels af filosofisk-metafysisk art. Til det biografiske fremhæver Lærke i særdeleshed Leibniz’ lange og nære venskab med alkymisten og paracelsisten Franciscus Mercurius van Helmont og hans kontakter med Baron Christian Knorr von Rosenroth, udgiveren af den inflydelsesrige antologien Kabbala Denudata (1677–1684).