Det er netop her som Elfriede Jelineks vir­ke­li­ge kunst­neriske, sna­re­re end politiske, storhed frem­træ­der. Vid premieren af Ein Sportstück (1998), i Einar Schleefs ”hensynsløse” opsætning, hvor instruktøren selv finder på at læse ”Elfriede Elektras” epilog, vender han sig pludselig til Jelinek, som sidder bland tilskuerne, med en såvel bønfaldende som befaldende stemme: ”Ak, Fru Jelinek, vær nu lidt behjælpelig! Her mangler et ord, Fru Jelinek!” Jelinek svarer: ”Jeg er den eneste i min nærhed”. Schleef: ”Jeg også, Fru Jelinek! Alle og enhver generer sig over mig!” Jelinek: ”Jeg er så latterlig, latterlig”.