Bambi er, som Josephine Mutzenbacher, som noviserne i St. Pölten og som alle drenger og piger, drillede i ballet og sport af ærgirige forældre, udsatte for ett overgreb. Det overgreb som mænd udøver på kvin­der, det overgreb som mødre udøver på sine børn, medborgeren på asylanten, medierne på individen, men, ikke at forglem­me, som det mo­derne sub­jekt udøver på sig selv i sin grænseløse beundring for Terminator, Herminator og Prinsessen. Mennesket er fanget i en selvforstærkende cirkel af overgreb, hvor det sidste overgrebet udføres af jeget på sig selv. Det er denne konsekvens – som vi også kender fra hendes nogenlunde jævnaldrede nabos Günther Brus” aktioner – som gør Jelineks prosa til noget udover det sædvanlige: et skånsesløst angreb på jeg-bil­le­det.