Ligegyldigt om den borgerlige of­fent­lighed anklager Jelinek for pornografi og for at være en ”Nestbeschmutzerin”, og bortset fra at Jelinek selv ikke sjældent selv kalder dem for ”pornografiske”, er de allesammen, Die Liebhaberinnen, Raststätte, Die Klavierspielerin inklusive, så langt fra pornografi man kan komme. Problemet er, tilsynes, ikke den of­fent­lige blufærdighedstærskel (som under alle omstændigheder mediebil­le­det har overskredet for længst). Det er ikke pornografi det er brug for. Det er obskønitet. Det handler, for Jelinek, om at obskønt fremvise Bambis brune skyggebillede, som hun tager på sig selv (når andre sminker sig).