Jelinek følger her en lang østrigsk tradition, stræk­ken­de sig fra Karl Kraus over Wiener Aktionismen til Thomas Bernhard og Werner Schwab, som alle furiøst og med en selvpinerisk konsekvens angriber en Kunst og Kultur som kun vil ”Bambi-uden-Mutzenbacher”. Jelinek formulerade dette i en polemisk artikel, ”Haider und die kitz­bühli­sie­rung Öster­reichs”: ”… hele Østrig vil snart stivne til det billede, som vi overlader til turist­pro­spekten … i et billede af sig selv, som er så skønt, at det slet ikke kunne have været skyldigt …” (Frank­furter Rund­schau, 3.2.2000), altså i et billede som kun længes efter det Kaiserliche u. Königliche, og det uden ”Kakanien”; eller, som det heder i Jelineks ”Ein Volk. Ein Fest” (Die Zeit 18. 3. 1999): ”… I ville have Kunst og Kultur! Uden Fæka­lier!”.