… eftersom jeg er ble­vet fri af mine sociale forpligtelser; undsluppet den kaste i hvil­ken skæbnen ville lukke mig inde; eftersom jeg ikke længere er slave af min væddeløbsstald og mit jagtselskab; eftersom jeg ikke længere, ved mine rejsers ende, møder den faste ejendoms dæmon.

Efter dette litterære ”jeg fore­træk­ker at lade være …” så følger en længere monolog mod ”den fattige poet”, hvis forbrydelse na­tur­lig­vis er, at denne, i sin modstilling af ånd og krop, stræber efter at skrive en svævende poesi, en langt over den haltende tekst ophøjet poesi.