For Barnabooth for­holder det sig langt mere kompliceret, ja haltende, som når han i en længere betragtning over en tyve livres sterling-seddel – som altså lige såvel kunne være hans litterære værk – kommer til den indsigt, at han med lethed ser alt det onde, som han skul­le kunne uddrage af dette papir, denne sin trébuchet:

Denne vision var så herlig og så smertelig, at jeg straks blev hidset op i en feberlignende til­stand. På den anden side kom jeg ikke til at se det gode jeg kunne have udrettet; og al­le­re­de da den havde fristet mig en rum tid, er den ble­vet kri­stal­li­se­ret til grusomheden selv, til hvil­ken en portion kuriositet hører – Det er indlysende: jeg er af naturen nedrig.