Kuriøst nok så kan vi fra det 18:e år­hund­re­de og frem­ef­ter iagttage det fuld­stæn­digt spejlvendte for­hold i billedkunsten. Billedkunsten forstod sig inden mo­der­ni­teten som en gan­ske konventionel, kulturbestemt og formaliseret aktivitet, som grund­læg­gen­de kun kunne forståes af en i sproget indviet, ideelt set en connoisseur, en kunstkender. En billedkunst­ner under 1600-tallet havde over­ho­ve­det ing­en ambition om at kommunicere transkulturelt, og end mindre eftersøge et ”ursprog” eller til­sva­ren­de. ”Primitiv” var et skældsord. Dette for­hold ændrer sig dramatisk med den billedkunst­neriske avantgarde.