Det er denne af­hæn­gighed og denne reaktivitet som gør at kunsten, i sin formelle bear­bej­delse af stoffet, mere eller mindre kommer til at spejle sig i den politiske dis­kurs og derigen­nem inkorporere et til­sva­ren­de sandhedspatos i vær­ket. Her yder den politiske kunst netop ikke mod­stand (résistance) til det politiske, men bistand (assistance). Formålet er selv­føl­ge­lig, som til­fæl­det også har været i alle diktaturer, at opløse kunsten til en retorisk og entusiasmeskabende form in­den­for den politiske dis­kurs. ”Al kunst er politisk” er dens slogan. Kunsten anskues som en formel superleder hvor formålet går lige igen­nem, uden mod­stand.