Kunst, modstand og politik

Refuseret tekst fra efteråret 2004.

At politiske genstandsområder overtager kunstens er ing­en nyhed. Det seneste tydelige ek­sem­pel var da den sort-blå koalitionsregering i Østrig februar 2000 blev et faktum. Det kunst­neriske miljø var ikke sen til at reagere med en række regeringskritiske manifestationer og med et endnu større antal af, fortrinsvis lav-formelle, regeringskritiske kunst­vær­ker. Nøgleordet for disse manifestationer og vær­ker var ”Widerstand” (mod­stand). Alle aktive kunst­nere indtog en klar og tydelig politisk stilling: malere holdt op med at male for at de­mons­trere og skandere ”Wi - der - stand!”. Andre gav deres vær­ker et ty­de­ligt samfundspolitisk indhold og ordet ”Widerstand” sprayedes på et meget stort antal af Wiens husmure.
    Alle? Næsten alle: Julius Deutschbauer og Gerhard Spring indtog, hvad vi nok må kalde, en utydelig politisk stilling; stilling, ja, men en akavet eller vægelsindet stilling. Så­le­des kom de til at bruge selve slagordet Widerstand en anelse pietetsfuldt i plakatvær­ket ”Widerstandl” (2000), hvor vi ser kunst­nerne stå i karakteristisk ubeslutsom og holdningsløs attitude med hver sin hot-dog foran en pølsevogn (Würstelstandl). Würstelstandl skal her forstås i be­tyd­ning­en ”det rager mig”, som et andet plakatværk viser, ”Wurschteln statt Wählen” (”det rager mig”, hedder på østrigsk ”es ist mir wurscht”).
Warning: imagesx() expects parameter 1 to be resource, boolean given in /home/www/portheim.org/pub/imagecopyresampled.php on line 18

Warning: imagesy() expects parameter 1 to be resource, boolean given in /home/www/portheim.org/pub/imagecopyresampled.php on line 19

Warning: getimagesize(/home/www/barnabooth.portheim.org/museum/konst/at/Widerstandl.jpg): failed to open stream: No such file or directory in /home/www/portheim.org/pub/textbild.php on line 63

1

Denne anden plakat viser kunst­nerne i samme vægelsindede holdning, tøvende og børnelokkeragtigt vinke til potentielle vælgere (købere?), og plakaten er undertegnet ”PIWÖ. Partei des institutionalisierten Widerstands ”.
   
Warning: getimagesize(/home/www/barnabooth.portheim.org/museum/konst/at/Wurschteln.jpg): failed to open stream: No such file or directory in /home/www/portheim.org/pub/textbild.php on line 63
Men hvad vil det sige, ”at indtage en utydelig politisk stilling”? Et passivt forsvar for Haider, Bush og andre neo-konservative høge og svigermorsdrømme? Næppe, men ty­de­lig­vis har vi hel­ler ikke at gøre med nogen beslutsom mod­stand (som netop har en holdning): mod­standen synes sna­re­re bøjelig, tvetydig …
    Denne tvetydighed er nu ikke tilfældig, men hænger intimt sammen med den genstandsform som kunst an­ta­ger, når den rent fak­tisk yder mod­stand. Det vil sige: når kunsten bliver resistent (f.eks. i for­hold til politisk eller anden in­stru­men­ta­li­se­ring). Det som kan blive trættende med en kunst, som emfatisk yder ”mod­stand” mod politiske eller økonomiske magter, er at den netop ikke er resistent over for selvsamme magter, men helt og holdent af­hæn­gig af en politisk agenda. Det er denne af­hæn­gighed og denne reaktivitet som gør at kunsten, i sin formelle bear­bej­delse af stoffet, mere eller mindre kommer til at spejle sig i den politiske dis­kurs og derigen­nem inkorporere et til­sva­ren­de sandhedspatos i vær­ket. Her yder den politiske kunst netop ikke mod­stand (résistance) til det politiske, men bistand (assistance). Formålet er selv­føl­ge­lig, som til­fæl­det også har været i alle diktaturer, at opløse kunsten til en retorisk og entusiasmeskabende form in­den­for den politiske dis­kurs. ”Al kunst er politisk” er dens slogan. Kunsten anskues som en formel superleder hvor formålet går lige igen­nem, uden mod­stand.
    Kunstens mod­standspotentiale synes sna­re­re at ligge i dens ”genstandsløshed”, et begreb som vi kender fra de seneste hundrede års kunstteori, og som forfladigedes noget med kon­cept­kuns­ten i vest (netop som for­ma­lism­e), sam­ti­digt som den fik sin radikale formulering og mest konsekvente prak­sis af de s.k. ”Moskvakonceptualisterne” i 1970erne og 80erne. Kunstens genstandsform er her grund­læg­gen­de imaginær og vedrører indbildnings­kraften. Det er paradoksalt nok også i denne ”svaghed”, som omfanget af indbildnings­kraftens resistenskraft ligger. En sådan fo­re­stil­ling om en genstandsløs kunst synes meget beslægtet med De­leu­ze og Guat­ta­ris ”mikropolitik”, i det de begge fokuserer på ”modaliteter” (væren, bliven, gøren, villen …) i stedet for ”stof” (genstand, formål). I det mindste finder vi en sådan kobling i Deutschbauer og Springs Politisch für Künstler. Der Lehrgang zum erfolgreichen po­li­ti­schen Künstler in 12 Lektionen (2003), hvor der gives en række genstandsløse mod­standsstrategier i føl­gen­de stil: ”Forestil dig at du er en amøbe, som hele ti­den bliver ved med at dele dig og al­d­rig hæfter på nogen substans”, eller: ”Sæt lykkens ustabilitet i stedet for behovenes ufrihed”.
Warning: getimagesize(/home/www/barnabooth.portheim.org/museum/konst/at/deutschbauer_spring_politisch.jpg): failed to open stream: No such file or directory in /home/www/portheim.org/pub/textbild.php on line 63

1

Har man meget stor tiltro til kunstens potentiale, så er det kun dette som kan forandre noget som helst; stiller man sig derimod – sikkert med god grund – tøvende over for en sådan fo­re­stil­ling, så er den i hvert fald ikke uskøn i sin måde at gribe ting­ene an på. Men hvorom det end må være:

Spring:       Kunst bliver ikke politisk, fordi den yder bistand til politiske genstandsområder,
Deutschbauer: men sna­re­re fordi den opfatter sin genstandsform som en politisk form.