|
Skriveren, en nu uddød race, som efter bogtrykkerkunsten og senere skrivemaskinen mere og mere blev fortrængt til kontorets og det bureaugrafiske rums bageste, støvede regioner, oplevede sine velmagtsdage i middelalderens og gotikkens skriptorier, som håndværkskyndig kopist af bøger, med en stilbevidsthed og en æstetisk sans som på ingen måde stod i skyggen af samtidens illuminatører, altermalere, stenhuggere eller bogbindere. For en moderne skriver altså en trist melankolsk og selvudslettende historie. Denne triste historie skinner også igennem i Robert Walsers egenhændige levnedsbeskrivelse som han forfattede til en publikation for ”Lesezirkels Hottingen” i 1920:
fol. 1(45) ☛