Ideogram, kryptogram, miniature og interlineatur

Om Robert Walsers ,Mikro­­gram­me‘ og kryptoæstetiska former til en ,Kleinprosa‘

Passage Nr. 25, 1997, pp. 177–188.

Skriveren, en nu uddød race, som efter bogtrykkerkunsten og senere skri­ve­mas­ki­nen mere og mere blev fortrængt til kontorets og det bureaugrafiske rums bageste, støvede regioner, oplevede sine velmagtsdage i middelalderens og gotikkens skriptorier, som håndværkskyndig kopist af bøger, med en stilbevidsthed og en æstetisk sans som på ingen måde stod i skyggen af samti­dens illuminatører, altermalere, stenhuggere eller bogbindere. For en mo­derne skriver altså en trist melankolsk og selvudslettende his­to­rie. Denne triste his­to­rie skinner også igennem i Robert Walsers egenhændige levnedsbeskrivelse som han forfattede til en publikation for ”Lesezirkels Hottingen” i 1920:

[...] arbejdede snart i forsikrings-, snart i bankvæsenet, boede såvel i Außersihl som på Zürichberg og skrev digte, hvortil er at sige, at han ikke gjorde dette ved siden af, men til disse formål hver gang måtte gøre sig arbejdsløs, hvil­ket åbenbart skete i den tro, at kunst var noget stort. Digtning var for ham næsten hellig. For mange må det forekomme overdrevent [...] (Fröhlich/K, s. 189).

Kunsten var noget stort; digtningen hellig. Bureaugrafisk arbejde i forsikrings- og bankkontorer er for de små kunst­nere, håndvær­keren, for kopisten og for skri­ve­rens. Skrivningen forholder sig i en sådan fantasmatik med respekt for kunsten og poesien, og det er for mig at se ikke usandsynligt at denne fantasmatik spiller en central rolle i Walsers op­fat­tel­se af ”Kleinprosa”; ɔ: en prosa som ikke bare er kort, men som frem for alt er lille, klein, i alle ordets be­tyd­ninger; altså ikke kortprosa, men småprosa, ubetydelig prosa, prosaisk, modsat poetisk. Denne modsætning finder vi allerede i et af Walsers tidlige arbejder, Fritz Kochers Aufsätze, hvor netop skoleelevens stileskrivning danner ramme for de små beretninger. I stilen ”Freithema” beklager eleven sig over lærerens manglende styring med føl­gen­de indledende begrundelse:

Denne gang, sagde læreren, må I skrive lige hvad der falder jer ind. Helt ærligt, der falder ikke mig noget ind. Jeg elsker ikke denne form for frihed. Jeg er gerne bundet af et foreskrevet stof. Jeg er for doven til at udtænke noget. Og hvad skul­le det også være? Jeg skriver lige gærne om alt. Det pirrer mig ikke at søge efter et bestemt stof, men derimod at udsøge sig fine, smukke ord. Jeg kan af én ide skabe ti, ja hundrede ideer, men jeg kan ikke komme på nogen grundidé. Hvad ved jeg, jeg skriver, fordi jag synes det ser kønt at fylde li­nierne ud med sirlige bogstaver.

Walsers pla­ce­ring af fortællerjeget i Fritz Kochers Aufsätze – og i Walsers tilfælde må man tilføje, af ham selv – på skolebænken, skrivende stile til læreren/læ­se­ren, lector, leder os temmelig naturligt til at se på denne som en kommentar til forfatteren og forfatterollen. Walser ville ikke vare en forfatter som deklamerer, hel­ler ikke en forfatter der, som Peter Altenberg, skrev og konverserede, drak og skrev om dette og hint i det litterære miljø; han ville hel­ler ikke skrive romantisk, på kvistværelset med tuberkulose, nej, Walser ville skrive på skolebænken, i et færdigli­nieret skolethæfte. Set fra et historisk per­spek­tiv ville han placere sig i et middelalderens skriptorium.
   Fritz Kochers Aufsätze skal nu hel­ler ikke være en forfatters tekster; de skal i stedet være bundne opgaver givet af en højere og kyndigere instans, læreren som retter stilene. Stilene er, skul­le man kunne hævde i dette per­spek­tiv, lige så bundne som de per­ga­mentark som middelalderens skrev på, ikke sine egne bøger, men afskrifter af andres. Inden bogtrykkerkunsten slog igennem i slut­nin­gen af det 15. år­hun­dre­de producerude man også tekster i mere end et eksemplar af gangen. I særlig grad gjaldt dette klassikere og tekster som blev anvendt i kloster- og universitetsundervisningen, hvorved man placerede et antal skrivere ved siden af hinanden ved hver sin pult, eller på række på en bænk, i et rum hvor forfatteren (auctor) eller en anden tekstkyndig (lector) forelæste teks­ten og skriverne nedtegnede det oplæste, og så­le­des fik man, efter en kollationering og rettelse af individuelle fejl, et antal bøger ud af samme tekst. Situationen må vi her tænke os ligner til forveksling en scene fra et klasserum. Set i lyset af hele Walsers litterære virksomhed, kan vi også sige, at det som Walser i sin jeg-fornægtende og jeg-udslettende fantasmatik svarer til, er en sådan tilbagevenden fra at have været forfatter og autoritet, auctor, til et ønske om at blive skriver, scriptor, over for en imaginær forelæser, lector.
Warning: imagesx() expects parameter 1 to be resource, boolean given in /home/www/portheim.org/pub/imagecopyresampledpng.php on line 20

Warning: imagesy() expects parameter 1 to be resource, boolean given in /home/www/portheim.org/pub/imagecopyresampledpng.php on line 21

Warning: getimagesize(/home/www/barnabooth.portheim.org/museum/ideomata/skrivare.png): failed to open stream: No such file or directory in /home/www/portheim.org/pub/textbild.php on line 63

Skriver (fra Jackson).

Walser kaldte ald­rig sig selv forfatter, Verfasser, men altid Schriftsteller, og selv om viljen til kancellistil og bureaukratisk sensibilitet er et gennemgående tema i Walsers tekster, sker der i årene fra 1925 til 1927 yder­li­ge­re en forskydning fra forfatter til skriver. Lige inden Walser blev sindssyg, og den 25. januar lod sig indlsegge på anstalten Waldau bei Bern, gennemlevede han en periode af voldsom produktivitet, og det er på det tidspunkt han skrev sin sidste store roman, den såkaldte ”Räuber”-roman. Men Der Räuber, som den kom til at hedde, blev sammen med det meste han skrev på den tid skrevet i en ulæselig miniatureskrift. I lang tid anså man denne miniatureskrift for en underlig og grænsepsykotisk kryptoskrift, der ligner de maniske tegninger og tegnophobninger man finder hos schizofrene. De første rapporter der kom om denne skrift blev præsenteret af Carl Seelig i tidsskriftet DU, som en ”udechifferbar hemmelig skrift”. Senere viste Jochen Greven i sit forord til ”Räuber”-romanen, at der var tale om en slags privat-stenografi, om en miniaturiseret og forkortet udgave af en tysk kurantstil, som Greven benævnte ”Mikrogramme”. Disse tekster skrev Walser med blyant, og bortset fra ”Räuber”-romanen, der blev skrevet på helt hvide ark, blev store dele af disse tekster skrevet i margenen på breve, på kuverter, tidsskriftssider, kalenderblade, formularer, kvitteringer og andet materiale egnet til tilfældige nedskrivninger.
   Uden at være i stand til at læse skrif­ten vil jeg al­li­ge­vel driste mig til at pege på en del skrifthis­to­ris­ke korrespondenser som synes at passe på Walsers forfatterskab i øvrigt, men nu ikke på en indholdsside, men på en formside.
   Miniaturisering. Det der først slår en er na­tur­lig­vis skrif­tens format: hvert tegn er skrevet så småt som muligt, ja, det synes som om Walser har lagt en kvalitet i lidenheden, så­le­des at skrif­ten – og måske til og med teks­ten – er bedre med jo mindre tegn den er skrevet, da der åbenbart har ligget en anstrengelse i at skrive teks­ten så mikroskopisk. Denne skriftform kommer i dette univers af tjenerånder til at svare til Walsers stærkere og stærkere foretrukne ”Kleinprosa”. Det gennemgående tema at blive mindre – hvil­ket jo Kafka i sidste ende har fået just fra Walser, alt denne ”Kleinsein” – får her sit skriftlige korrelat på grafemisk niveau. Nej: tekster bliver ikke bedre jo mindre grafemen er. Vi må ikke forhaste os. Teksten bliver uanseeligere, ubetydeligere; den synes at sige til os: ”Du behøver ikke læse mig, det vil anstrenge Dine smukke øjne, den vil tage Din tid. Du vil blive nærsynet” Hvem retter teks­ten sig så til? Til Ingen? Naturligvis til Gud. Forfatteren, som jo vil forsvinde, ansæt­ter en omhyggelig, tjenstvillig, uudtrættelig og samvittighedsfuld skriver, som med dis­krete tegn på uanseelige underlag meddeler Ingen Alt, gan­ske som de tekster der af lige så tjenstvillige skrivere prentes ned på riskorn eller i en nøddeskal. Beskedenhed er – som altid – na­tur­lig­vis falsk i dens fortvivlende oprigtighed.
   Blive skrift. Når den nysgerrige Jemand bøjer sig over Walsers mikrogrammer genkender han ingenting. Det synes ikke at være en skrift, men en manisk ophobning af ensformige små tegn. At det handler om en tekst, afslører de ikke regelbundne li­nielængder dog, og at det na­tur­lig­vis handler om li­nier i det hele taget, vidner de overstregninger og rettelser som forekommer her og der om. Men endnu kan vi ikke afgøre, li­ge­som Seelig ikke kunne det i 1957, om det handler om en galnings eller alitterær idiots værk som vil simulere tekst, eller en hemmelig eller ukendt skrift. Ja, for uindviede som os, kunne der lige så godt være tale om japanske, kinesiske eller andre østasiatiske tegn, skrevet i vertikale kolonner, da det er umuligt uden kendskab til skriftsystemet at afgøre i hvil­ken retning arkene og lapperne skal vende. Nu ved vi at teks­ten er vesterlandsk-horisontal med læseretning fra øverste venstre hjerne til nederste højre, men sam­ti­dig er den vesterlandske tekst ble­vet en orientaloid skrift, li­ge­som den tjenende ånds stræben for Walser var at blive kineser: ikke være kineser, men, som vesterlænding, blive kineser, li­ge­som teks­ten her synes at ville blive-skrift.

Warning: getimagesize(/home/www/barnabooth.portheim.org/museum/bureaugrafi/walser_mikrogramme.png): failed to open stream: No such file or directory in /home/www/portheim.org/pub/textbild.php on line 63

Et eksempel på Walers mikrogrammer.

   Kryptogram. Man kan ikke læse skrift, kun tekst er læselig. Kryptografier er skrif­tens ulæseliggørelse af tekst. For så vidt der faktisk findes en tekst bag en hemmelig skrift (hvil­ket ikke altid er tilfældet, som med den hemmelige skrift i Edgar A. Poe, The Gold-Bug) kendetegnes kryptogrammet af skrif­tens Janus-hoved. Skriften er, som mange lit­te­ra­turhis­to­ri­kere har betegnet Walser, ”ein Grenzgänger”, en port li­ge­som romernes Janus, eller en vejsten for vandrere, som grækernes dobbeltansigtede hermer. En grænsegrenger er sådan en her­me­tisk janus-figur. Dette tema er gammelt, og svarer til narrens spejling af ansigtet (munden, øjnene) med røven, det ophøjede med det lave og neddrige, det store med det små, læreren og eleven, herskeren med tjeneren. Hemmelighederne er også dobbelttydige, ustabile, de slår hurtigt om i deres modsætning ”når de svage tror de er de stærke”. De er dobbelttydige og ustabile og gør skrifttegn til billedtegn. Skrift fører teks­ten til et billedets usik­ker­heds­rum, li­ge­som de tegn og be­tyd­ninger som i miniatureform befolker Gianfranco Baruchellos malerier, små janus’er, som Lyotard – tror jeg indsigtsfuldt – gør en tand mere obskøne: Hvert monogram […] er en lille dør, som åbner og lukker sig om det ubestemte. En lille Janus, en lille anus”.
   Skriptoriets lænke. Fanger skriver sandheder med småt (løgne ridses ind i væggen, fx antallet af resterende dage, kærlighedsforklaringer). De har mange hemmeligheder og lidt plads. De skiver ligeledes på hvad de får fat på. Fængslet i Bastillen skrev markis de Sade sin 120 journées de Sodome i be­gyn­del­sen med en rimelig lille skrift, men i takt med at skrivematerialet begyndte at slippe op, udviklede han mere og mere en ulæselig miniaturiseret skrift. Sade skrev på 12 cm brede ark, som han for portabilitetens skyld limede sammen til en rulle, hvorefter han skrev videre på rullens bagside, som i færdig længde kom til at måle 12 meter. En anden grim og liderlig galning, Aleister Crowley, påstår Vila-Matas – na­tur­lig­vis uden nogen som helst grund, men det vedkommer ikke her – ”havde en ekstremt lille håndskrift. Det lykkedes ham at klemme samtlige ord ind på bagsiden af et fotografi fra Prag og opfyldte så­le­des den gamle shandydrøm om en mikroskopisk skrift” (Vila-Matas, s. 101).
   Blyant. Walsers mikrogram er givetvis skrevet med blyant, eftersom blyant er udviskelig, ubestandig; blyant anvendes til tilfældige og upålidelige dokumenter eller af ubestandige og svage forfattere, helt li­ge­som de ubestandige og ubetydelige underlag som Walser forfattede på. Tuschen giver en kraftfuld og dynamisk dybsort form, skri­ve­mas­ki­nen på samme måde en bestemt og regelbunden normeret sktriftty­pe som både trænger ind, presser ned, i underlaget. Modsat disse skriftmedier synes den velformede blyant li­ge­som at afgive æteriske gråagtige støvkorn, der hæfter sig fast på den kornede papirsoverflade, skrif­ten bliver skrøbelig og – med Duchamps ord – en ultra-tynd hinde på papiret; den frem­træ­der i forstørrelse som gennemskinneligt affald, som var teks­ten malet eller tegnet på underlaget. Ultratynd, infra-mince, var for Duchamp et bærbarhedskriterium, en bagage-fysik: ”Bestem forskellen mel­lem omfanget af luft som fortrænges af en ren skjorte (strøget og folieret) og af samme skjorte når den er beskidt.” Dette giver for os føl­gen­de algebraiske re­la­tion:

      Skjorte                      Smuds                             Snavsetøj
      ————       +      ——————       =          ——————
      Papir                         Blyant                             Klade

   Abbreviaturen. De bedste skrivere, og de med den største status, skrev bibler, officielle be­kendtgørelser fra paver og konger, pragthåndskrifter, livres d’heures, kronikker, bestiarier, livres de chasses og andet stor­slået. Disse hørte dog til undtagelsen. Eftersom per­ga­ment og papir var dyre luksusvarer, og langt det dyreste materiale i middelalderens bogproduktion, udvikledes fra antikke tider forskellige systemer for kortskrift, brachygrafi, ”kunsten at skrive kortfattet”, som Capelli i sit i lang tid klassiske Lexicon Abbreviaturarum de­fi­ne­rer det, fra antikkens tironske noter (hvorfra vi stadig har ”&”), og som i hele middelalderen udvikler et kompliceret og intrikat system for skriftlige forkortelser, abbreviaturer. Skriftfor­men i de håndskrifter som anvendte dette system for abbreviatur kaldtes kursiv. Man brugte den i forbindelse med skrifter som ikke gjorde krav på større værdi, og udgjorde ty­pisk afskrifter af andre håndskrifter til privat læsning eller brug. Kortfor­mer, bærbarheder og miniaturer står i et lige så uafklaret som usvigeligt forhold til mystifikationer og hemmeligheder, og na­tur­lig­vis er det også en sådan ny form for abbreviatur vi har at gøre med hos Walsers mikrogram. Fröhlich/Hamm kalder Walsers miniatureskrift for ”en art privat-stenografi”; og stenografi er er mo­derne aftapning af disse middelalderlige abbreviaturer, som kommer fra stenos, trang, snæver, hvil­ket på sin side står i etymologisk forbindelse med steganografi (fra steganos, tæt, tækkende), hvil­ket var en ældre betegnelse for hemmelig skrift.
   Marginalia. Specielt for marginalskrifter blev kursiven og dens flittige anvendelse af abbreviaturen effektiv, og i middelalderen udvikledes en hel genre af miniaturiserede og stærkt abbriverede kommentarskrifter i margenerne og mel­lem li­nierne (interlineaturen) i håndskrifter, og med hele siden fyldt ud af så­dan­ne kommentarer indeholdt disse marginalia med lethed 50 eller 100 gange større tekstmæng­de end brødteks­ten. Walser havde ingen brødtekst at kommentere. Ja, sådan ser det umiddelbart ud, men ikke desto mindre skrev han altid på lapper, kvitteringer eller andre brugte papir­varer, hvor den trykte eller skrevne trivialtekst gives funk­tion af brødtekst. En triviel funk­tion, ja, men stadigvæk brødtekst. Det er så­le­des alle disse verdens trivielle tekstudslip som Walser iscenesæt­ter som brødtekst for sine marginalia; ikke den litterære verdens Store Værk, eller Ærefulde Poesier, men den bureaugrafiske verdens trivielle grafem. Tekstens længde hos disse marginalskrifter synes for Walser at være uvedkommende, og ”Räuber”-romanen er jo en tekst af anseelig længde, men det er dens status som marginalia som først og fremmest gør skrif­ten til Kleinprosa, til marginalskrift. Marginal kommer fra det latinske margo, hvil­ket betyder kant, grænse, og det er derfor ikke svært at se, hvorledes en marginalskriver, i Walsers be­tyd­ning, må blive ”ein Grenzgänger”.
   Monogrammer. I middelalderens manuskript befolkes marginalen af næsten-billeder, af ornamentale li­nier, fi­gu­rer eller mønstre. De er knyttede til teks­ten uden at have noget med teks­ten at gøre, de har med skrif­ten at gøre, de hænger så at sige sammen med skrif­tens hemmelige side, med grafemen. En gotisk skrift får gotiske margialtegninger, et renæssance-manuskript får renæssance-ornament. Disse kan karakteriseres som skrif­tens ”hændelser”, små dramaer som udspiller sig i teks­tens udkant. Lyotard de­fi­ne­rer disse som udkrystalliserede små hændelser, og han citerer her Baruchello, som selv ty­de­ligt har beskrevet sine malerier, eller måske rettere: billeder, som ”ikke-kommunikerbare spøgelser”. Baruchello siger selv videre, at de er ”fly­den­de tegninger mel­lem forskellige erfaringer” og ”uforlignelige modeller af mulige empiriske situationer”. Disse monogrammer handler ifølge Lyotard ikke om sym­bo­ler eller begreber, men derimod ”udgør [de] lagre af nar­ra­tiv energi: Små fabuleringsmødre”, og skal så­le­des ikke genfindes eller genfortælles, men må selv skabes og udvikles. På blad 7 i Robert Walsers manuskript til romanen Geschwister Tanner (1907) genfinder vi disse ”fabuleringsmødre”, og efter min mening af udsøgt kvalitet, som en grafisk hændelse fuld­stæn­dig svarende til den fine sirlighed og æstetiske klarhed som kendetegner Robert Walsers tekster. Klarheden ligger, ifølge Lyotard, i at gøre et godt monogram. Lignelsen han tager i brug er denne: ”Mesteren giver ham et slag med stokken. Eller bøvser. Den kyniske mester prutter. G. B. tier”.
   I 1948 afslutter en anonym læge en længere redegørelse om Walsers til­stand, som, havde det ikke handlet om et vesterlandsk sindssygehospital, kunne ligne den zenbuddhistiske modalitet som Lyotard ser hos Baruchello:

Er nu ble­vet lidt ivrig, taler temmelig spontant løs, beretter dog sagligt, på en eller anden måde uberørt, som om det hele slet ikke vedkommer ham, har i det hele taget noget automatagtigt over sig. Ansigtet er lidt maskeagtigt, holdningen stiv og temmelig stereotyp. Står altid samme sted, hænderne foldet på ryggen, blikket lidt tomt og rettet stift ligeud, omgiver sig ikke med nogen. Udadtil høflig, korrekt, vækker ald­rig nogen anstød, fuld­stæn­dig uden at stille krav, udfører villigt ethvert stykke arbejde, der tildeles ham. Gør bordet rent efter maden, laver altid gerne papirsposer. I de ledige stunder bladrer han som altid i gamle billedblade. ønsker sig ingen bøger, ingen aviser. Afviser som altid brysk enhver begunstigelse. Fysiske sundhedstil­stand ret god, sågar bedre end for to tre år siden, ingen for­mer for beklagelser (Fröhlich/H. s. 297).

Enrique Vila-Matas beretter i sin Historia abreviada de la literatura portátil – bestemt i skønlitterær form, men ikke uden æs­te­tikhistorisk tyngde – om store dele af den litterære og kunst­neriske avantgarde netop som en hemmelig sammensværgelse af miniaturisører og vandrere, centreret omkring små kufferter, ekstreme seksualiteter, op­fin­del­sesrigdom, fravær af stor­slåe­de forsæt, frækhed samt uudtrættelige rastløsheder. I middelalderen installeredes skri­ve­rens sædvanligvis i kælderen, hvor han nærmest – i det mindste ideelt og fantasmatisk set – blev lænket fast til en pult, men hvor den bog som skul­le afskrives var fastlænket og hvor værktøjet ligeledes var fastlænket. I denne kælder, møbleret med skrivepulter og bogskabe, smykket med kæder, bånd, båndspænder, forsynet med perforeret dyrehud, i mørke, fugt og støv, må vi forestille os middelalderens nærsynede bognarre og kontorslaver indespærret, ikke sjældent siddende i flere år med samme bog, sirligt og med stor kunstfærdighed tegnende deres bogstaver, og, hvis et anakronistisk udtryk må være mig tilladt, iscenesatte en gan­ske unik masochistisk atmosfære, ikke langt fra Walsers – tror jeg – store litterære forbillede, som, den i år­hun­dre­deskiftet så fejrede, forfatter Leopold von Sacher-Masoch, optegnede i mange af sine romaner; eller, som siden Kafka videreførte fra sit forbillede, netop Robert Walser, til det i Centraleuropa så udbredte brune, støvede og monotone ”forsikrings- og bankkontor”. Det har for­mentlig ikke noget på sig, men margos, hvil­ket kunne være et græsk ophav til det latinske margo, betyder slet ikke grænse, men rasende, lidenskab og galskab; men det er ikke umuligt at dette raseri, denne liderlighed og galskab lige præcis er hemmeligheden som skal dølges, formindskes, marginaliseres, skrives mel­lem li­nierne, på allerede brugte papirslapper: småprosaens hemmelighed.

på dansk ved Peter Nielsen

Litteratur

Adriano Cappelli: Lexicon Abbreviaturarum …, Leipzig: J. J. Weber, 1901.

Duchamp, Marcel: Marchand du sel: Ecrits de Marcel Duchamp, ed. Michel Sanouillet, Paris: Terrain vague, 1959.

Fröhlich, Elio und Peter Hamm (Hrsg.): Robert Walser. Leben und Werk in Daten und Bildern. Mit einem Essay von Peter Hamm, Frankfurt a.M.: Insel 1980.

Jackson, Donald: The Story of Writing, London: Shuckburgh Reynolds Ltd on behalf of Parker Pen Company, 1981.

Lyotard, Jean-François: ”Det hemmeliges maleri i den postmo­dern tidsalder, Baruchello”, Det lokale og det universelle, red. af Stig Brøgger Else Marie Bukdahl og Hein Heinsen, København: Det kgl danske Kunstakademi 1986, s. 35-47. Da overs. Carsten Juhl fra: ”La peinture du secret à l’ère postmo­derne. Baruchello”, Traverses, no. 30-31, Paris 1984.

Lettres, Signes, Ecritures. Udstillingskatalog, Malmö: Malmö Konsthall 1978.

Vila-Matas, Enrique: Kortfattad inledning till den bärbara lit­te­ra­turen, Malmö: Interculture, 1988. Sv. overs. Miguel Ibáñez fra Historia abreviada de la literatura portátil (1985).

Walser, Robert: Fritz Kocher’s Aufsätze, Leipzig: Insel, 1995 (1904).

Robert Walser aus dem Bleistiftgebiet, Band 3, ”Räuber”-Roman und “Felix” -Szenen. Im Auftrag des Robert Walser-Archivs der Carl Seelig Stiftung/Zürich neu entziffert und herausgegeben von Bernhard Echte und Werner Morlang, Frankfurt 1986.