Interessantere er, at vi også bøjede os foran maleriet. Når vi stod med brillerne på næsen foran maleriet, kunne vi lige pludselig sådan set godt se at tilskrivningen til Rembrandt var rimelig. Intet pegede nu på 1800-tallets akademiske Pariserier. Men nu, når vi sidder med katalogreproduktionen af samme billede, ser vi igen kun den karakteristiske parisiske penselføring fra midten af det 19. århundrede. Men sagen her er ikke at gøre os lystige over vores mangelfulde blik, men blot den, at vi ser det vi tror vi ser, og at vi altid ser gennem et medium.
| ”Rembrandt? Mesteren og hans værksted”