Vi er nok sta­dig­væk en del som gan­ske en­kelt ikke tror vores egne øjne når vi inden og efter udstilling­en sidder og glor på repro­duk­tio­nerne af Skitsen til falkridderen: alting, og i sær­de­les­hed penselar­bej­det i ansigtet og den ekstravagante hat, synes at tale for en før-im­pres­sionistisk, akademisk maler med i det mindste det ene ben i Paris, og slet ikke på en hånd i nærheden af Rembrandt. Men vi, såvel som de fleste andre, bøjer os for fakta. Empirisk-hi­sto­riske kendsgerninger vejer tungt.