Modsat ud­stil­lin­ger af de fleste andre ting, der i ud­stil­lings­si­tua­tio­nen bliver eksponerede og, ja, stillet til skue, efterlader ud­stil­lin­ger af ler, som er ble­vet formet og brændt, beskueren med en følelse af noget ufuld­stæn­digt, af noget endnu ikke modtaget, af noget, der er forble­vet skjult og okkult for beskuerens blik. Denne keramiske okkultisme eller ufuld­stæn­dighed, er, tror jeg, ikke en tilfældig op­le­vel­se, men snarere en iboende kvalitet ved keramik som sådan, en kvalitet som gør keramik til noget gan­ske forskelligt fra maleri, skulptur og arkitektur, de tre discipliner som har formet vores begreber om de skøn­ne kun­ster.