Tegnet, tegning­en eller skrif­ten bør måske der­for ikke ses som im­pres­sioner, tillæg eller indtryk på verden eller væren, men snarare ”glyfisk”, som udskæringer af verden eller væren, dvs. fravær af væren, eller et sår i verdens substans eller fylde. Som om det tomme tegn tager værens plads, eller, mere præcist: som om tegnet standser ti­den med ihukommen for­tid og forudsat fremtid.