Katalogtekst til udstillingen Skriften på Væggen, 26. september – 28. oktober 2007, Galleri Veggerby, København.
Det står skrevet. Det er meddelt i tegn. Det er ikke så sandt som det er sagt: det er nødvendigt. Hvis det sagte altid bliver sagt her og nu (og derfor i samklang med sig selv), så synes det skrevne at være fraværende. Det skrevne refererer altid implicit til en fortid eller en fremtid. Det skrevne har været eller kommer at blive, men er aldrig. Hvis et skrig er, da det er, så vil en streg altid referere. Tegnet, tegningen eller skriften, har været eller vil blive, men er aldrig.
Tegnet, tegningen eller skriften bør måske derfor ikke ses som impressioner, tillæg eller indtryk på verden eller væren, men snarare ”glyfisk”, som udskæringer af verden eller væren, dvs. fravær af væren, eller et sår i verdens substans eller fylde. Som om det tomme tegn tager værens plads, eller, mere præcist: som om tegnet standser tiden med ihukommen fortid og forudsat fremtid.
Det står skrevet. Men hvis tegnet er denne tomme glyf som skærer spor i væren, hvad er det da for et ”det”, som står skrevet? Det er klart at det ikke kan være en nyhed, en historie eller en håndbog. Da en nyhed, en historie eller en håndbog netop ikke stod skrevet, inden det allerede var (en nyhed, historie eller kunnen). Hvis det er noget som stod skrevet, inden det, som stod skrevet, allerede var, så skulle det være en indkøbsliste. Men også en indkøbsliste forudsætter en mangel eller en vilje, som allerede er, inden det stod skrevet, hvad det var.
”Det står skrevet” implicerer at det, som er skrevet, er det som styrer det ”som er” til at blive til det, som allerede står skrevet. Det skrevne er værens chiffer. Det, som står skrevet, er tegnets tomme form, som blot afventer at fyldes ud af en væren, som endnu ikke er, men som af nødvendighed vil være. Det, som står skrevet, vil altid vente på sin Champollion.
”Det står skrevet” er tydligen en fremskrivning af det, som af nødvendighed vil være. Tegnets apatiske og selvsikre venten på sin virkeliggørelse, som formens venten på sit indhold.
Det står skrevet. Ja, hvor står det? I stjernerne, så som oldtidens astrologer mente, og som ugebladenes læsere i hvert tilfælde mener det? I den naturens bog som alkymisterne havde for vane at finde muret inde i murværk af gamle slotte og borge? I de omkring 3 biljoner genpar som udgør den menneskelige genom? I selve tegnets form, så som de kalligrafen og skriverens hævder? Sagen er nok at det ikke er så meget et spørgsmål om ”hvor”, men mere et spørgsmål om modalitet, altså om ”hvordan”.
Skriften, tegnet står. Selve meningen med tegnet er at det bliver sat, opstillet, indristet, udskåret. Tegnet, skriften, tegningen er statisk, udenfor værens dynamik og tidens gang.
Det skrevne er en meddelelse om tiden som selv befinder sig hinsides tiden (skriften er på væggen). Det skrevne var allerede der inden tiden begyndte gå og vil først være (fyldes med væren) ved tidens slut. Dér, på den yderste dag, vil væren og tegnet virkeliggøres som én og samme ting. Men inden da, vil tegnet, glyfen, altid være en hieroglyf og et chiffer; et lige så helligt tegn som et tomt tegn.
Jan Bäcklund