Det står skrevet. Det er meddelt i tegn. Det er ikke så sandt som det er sagt: det er nød­ven­digt. Hvis det sagte altid bliver sagt her og nu (og der­for i samklang med sig selv), så synes det skrevne at være fraværende. Det skrevne refererer altid implicit til en for­tid eller en fremtid. Det skrevne har været eller kommer at blive, men er al­d­rig. Hvis et skrig er, da det er, så vil en streg altid referere. Tegnet, tegning­en eller skrif­ten, har været eller vil blive, men er al­d­rig.