Dette gør at vores viden og erkendelse i forhold til tegnobjekter er betinget af at objektet igen indekseres i form af en unik adresse (et museums eller arkivs inventarienummer) som forbliver stabil samtidig som objektets tilstand konserveres, altså hives ud af brug og tid. På den måde etableres en stabil relation mellem det nu uforanderlige objekt, dets adresse (inventarienumret) og dets referent (det kronotopologiske punktum). Objektet er det synlige (og kun synlige) bevis på et sagsforhold.