[Emma Nielsen, ed.], Konservering. Det Midlertidige Museum for Økosystematiske Strategier. U.o. [København]: Eget forlag, bl. 4v–5v.
Centralt for mennesket er, at en stor del af vores viden og erkendelse er bundet op på objekter. Det er det formentlig ingenting mærkværdigt i, da objekter er det som konstituerer verden udenfor bevidstheden. Det som er mærkværdigt er hvordan vi ekstraherer denne viden eller erkendelse fra objekterne. Et objekt som sådan indeholder i sig selv ingen viden eller erkendelse; viden eller erkendelse er først noget som produceres i relation til et brug eller omgang med objektet. Et eksempel på et sådan erkendelse har vi fra Heidegger, der beskriver hvordan men først erkender en hammer gennem bruget af den. De fleste objekter vi omgiver os med udgøres af denne type af brugsgenstande. Men der findes også en anden type af objekter, objekter der kun giver tegn, eller tegnobjekter. Et snækkeskal der bliver brugt som valuta eller som smykke er et sådant tegnobjekt. Ethvert objekt besidder enten brugsværdi eller tegnværdi, og relationen mellem brugsværdi og tegnværdi er omvent proportionalt til hinanden: jo mere brugsværdi et objekt har, desto mindre tegnværdi har det og omvendt. Hvis man bruger et objekt, så taber det i tegnværdi, fx., hvis man bruger et tæppe til at isolere med, så øger det sit brugsværdi og taber i tilsvarende grad tegnværdi; hvis man bruger en bog til at læse, så taber bogen tegnværdi i samme takt som den øger sit brugsværdi. Det er derfor som biblioteker helst ser at vi ikke læser i deres værdifulde bøger eller samlere af design helst ser at vi ikke sidder i deres Æg.
Spørgsmålet er nu, hvordan omgås vi tegnobjekter? Eller, stillet på en anden måde, hvilken erkendelse, i forhold til vores omgang med tegnobjekter, svarer til vores erkendelse i forhold til vores omgang med en hammer? Når hammerens erkendelse ligger i dens brug, hvori ligger snækkeskallets erkendelse? Heri falder man ind i en egendomlighed med hensyn til vores vesterlandske kultur. For det første skal alle tegnobjekter indekseres og plottes ind i et kronotopologisk skema, da tegnobjektet først og fremmest giver tegn om dets herkomst (fra hvor og hvornår), og som kan referere såvel til dets skabelse som dets tilsynekomst. For det andet er denne erkendelse i meget høj grad visuelt prioriteret. Tegnobjekter skal ses, og kun ses. I museer skal berøring helst undgås helt, og i det omfang det ikke kan undgås helt, som i arkiver og biblioteker, så skal den bringes ned på et minimum, først med adgangsforhindringer, siden med beskyttelseshandsker, affotografiering, for at slutteligt ende som et rent visuelt objekt i en monter som ikke må åbnes.
Dette gør at vores viden og erkendelse i forhold til tegnobjekter er betinget af at objektet igen indekseres i form af en unik adresse (et museums eller arkivs inventarienummer) som forbliver stabil samtidig som objektets tilstand konserveres, altså hives ud af brug og tid. På den måde etableres en stabil relation mellem det nu uforanderlige objekt, dets adresse (inventarienumret) og dets referent (det kronotopologiske punktum). Objektet er det synlige (og kun synlige) bevis på et sagsforhold.
Dette er så selvfølgelig for os, at vi kun sjældent tænker på at det ville kunne være helt anderledes. I Kina og i det Fjerne Østen, som også har en mindst lige så lang tradition for at omgås tegnobjekter som i vest, bruger man en helt anden metode for at bevare et objekts relation til erkendelsen. I stedet for at fokusere på det enkelte originale objekt som den stabiliserende faktor i tegnrelationen, så bevarer man gennem at bestandig kopiere objektet, således at dets tegn transmitteres i en evigt ung form. Dette gør at det kinesiske tegnobjekt stændigt skifter ham og replikerer sig. Set fra vores perspektiv er dette ingenting andet end forfalskning af det originale objekt og derved også en korrumpering af dets tegn, som vi derved ikke kan stole på. Dette synes ikke at bekymre den kinesiske erkendelse særligt meget, der altså ikke opererer med noget original i vores forstand, men derimod med den type af stabilitet som vi kender fra digitale medier.
Den kinesiske objekterkendelse har selvfølgelige sine sider, men en fordel den har, og som under nyere tid er blevet meget akut for den vesterlandske forstenede konserveringsmani (en slags kulturel hyper-musealisering), er at den ikke kun inviterer til berøring af objektet, den faktisk kræver det. Dette medfører også, at erkendelsen af objektet med nødvendighed må inkludere en taktil erkendelse. Når objektet bestandig skal re-fabrikeres, repliceres og reproduceres, så bevares, i selve denne proces, de håndgreb som så at sige er indspillede i objektets tilkomst og traderingen af objektet udgør så en genafspilning af objektet. I konserveringen findes der ingen brug, i kopieringen findes der inget original.
Jan Bäcklund