Det er denne ”mentale realisme” som bliver til et aktiv hos de her diskuterende kunst­nere, og da er det også ligegyldigt hvor ”sande” deres fotografier er mht. kunst­nernes privatliv eller dokumentarisk akribi. Det er deres ”privathed” i æstetisk eller formel mening som er afgørende og som muliggør for beskueren at selv komme ind som ”privatperson” (gan­ske modsat som kunstkendere altså). Den fotografiske strategi som de diskuterende kunst­nere adapterer kaster derved et frisk lys på deres kunst­neriske strategier på et overordnet plan.