TEKSTY

Mette Sandbye: Mindesmærker. Tid og erindring i fotografiet

Standart, 2001.

Mette Sandbye: Mindesmærker. Tid og erindring i fotografiet, 351 sider, 298 kr. Forlaget Politisk revy, Rævens Sorte Bibliotek

Det kan synes som en indlysende konstatering når Mette Sandbye i Mindesmærker – Tid og erindring i fotografiet, slår fast at fotografiet har haft en helt central betydning for udviklingen af 70’ernes og 80’ernes konceptkunst. Det er et af den type af udsagn som vi alle ”er godt klar over” – når vi hør dem, men som ikke desto mindre har det rigtigt godt af at blive sagt højt, som der flere gange er tilfældet i Sandbyes bog.

Det bliver sagt lige inden bogens anden del, hvor Sandbye går igennem, først og fremmest, otte nulevende kunstnere: Christian Boltanski, Shimon Attie, Sophie Calle, Larry Sultan, Igor Savchenko, Boris Mikhailov, Ilya Kabakov og George Legrady, og da med speciel henblik på deres brug af fotografiet som kunstnerisk medium. Perspektivet er ikke umiddelbart indlysende, de største navnene – Boltanski, Calle og Kabakov – kan ikke reduceres til ”fotografi eller fotokunst”, men er i bogens perspektiv overraskende indlysende. Fodarbejdet for dette teoretiske greb har Sandbye gjort i en længere odysse over den fotografiteoretiske diskussion fra Baudelaire over Benjamin og Barthes til Burgin, som udgør bogens første del. Diskussionen sker først og fremmest omkring Barthes Det lyse kammer, men kommer også godt omkring i tid og rum, bl.a. med flere interessante pointer omkring visualitetens kultur ved tiden for fotografiets opkomst. En sådan tour de force kan nu såvel virke noget tung som alt for skøjtende, netop fordi fuldstændighedens krav mht. bredde, sker til prisen af en mere fyldestgørende diskussion med en eller et par dialogpartnere. Diskussionen formår dog hele tiden at holde sig fast i det begrænsede set af omdrejningspunkter som Sandbye har sat sig for at undersøge: nemlig det private og intime brug af fotografiet og dets afhængighed af tid og erindring.

Udgangspunktet, i øvrigt ganske modsat Det iscenesatte fotografi (Rævens Sorte Bibliotek 1992), er nu fotografiets evne at fastholde en naiv billedbetragtning, hvad forfatteren kalder fotografiets ”realitetseffekt”; nemlig den ”naive” antagelse at fotografiet er en realistisk repræsentation af en fastfrossen fortid. Paradokset er det, at på trods af at vi ved bedre, så formår fotografier ikke desto mindre tit at fremkalde en følelse af det fraværendes nærvær, af forpasset tid og nærværende erindring, et særlig melankolsk tabserfaring og en fetishistisk fastholden. Det er de erfaringer – også af personlig art – som er baggrunden til bogens første halvdel. Kærnespørgsmålet bliver således ”indeksikalitetens status” (forestillingen om fotografiet som et realistisk lysaftryk af en ydre virkelighed), som lå lavt i kurs i den fotografiteoretiske diskussion hos strukturalister og poststrukturalister, men som Sandbye effektivt rehabiliterer ved hjælp af at inddrage beskueren og bruget af fotografier, hvor det realistiske fravristes dets ontologiske bestemmelse for at i stedet hæftes til en psykologisk eller privat bestemmelse. Fotografiets realisme er en ”mental realisme”.

Det er denne ”mentale realisme” som bliver til et aktiv hos de her diskuterende kunstnere, og da er det også ligegyldigt hvor ”sande” deres fotografier er mht. kunstnernes privatliv eller dokumentarisk akribi. Det er deres ”privathed” i æstetisk eller formel mening som er afgørende og som muliggør for beskueren at selv komme ind som ”privatperson” (ganske modsat som kunstkendere altså). Den fotografiske strategi som de diskuterende kunstnere adapterer kaster derved et frisk lys på deres kunstneriske strategier på et overordnet plan. Modsat de modernistiske Grand Styles – den amerikanske højmodernisme og den teoretisk prætentiøse konceptkunst – tager Sandbyes kunstnere fat i ”den lille mand” og hans ”private historie”, ikke for at fremvise den for en større offentlighed, men for allegorisk at arbejde med så forkættrede størrelser som billede, repræsentation og fortælling på en tilsvarende måde. Det er i dette perspektiv som Mindesmærker. Tid og erindring i fotografiet ikke kun er et velkommet arbejde i den i Danmark så blomstrende fototeoretiske diskussion, men, fordi dens konsekvenser elegant trænger ind i nutidskunstens område, falder meget belejligt ud også dér.

Jan Bäcklund