Udgangspunktet, i øvrigt gan­ske modsat Det iscenesatte fotografi (Rævens Sorte Bibliotek 1992), er nu fotografiets evne at fastholde en naiv billedbetragtning, hvad forfatteren kalder fotografiets ”realitetseffekt”; nemlig den ”naive” antagelse at fotografiet er en realistisk repræsentation af en fastfrossen for­tid. Paradokset er det, at på trods af at vi ved bedre, så formår fotografier ikke desto mindre tit at fremkalde en følelse af det fraværendes nærvær, af forpasset tid og nærværende erindring, et særlig melankolsk tabserfaring og en fetishistisk fastholden. Det er de erfaringer – også af personlig art – som er baggrunden til bogens første halvdel.