Når siden ufornuftet og sværmeriet fik en renæssance med romantiken, var skambelæggelsen af alkymien allerede så massiv, at på trods af at den romantiske digter hos alkymisten genkender sit eget natursyn og sit begær efter det absolutte, så er alkymien, i dens specifike hævdelse, nu end stærkere benægtet end hos oplysningfilosofien. Romantikerns typiske holdning infor alkymien var, skriver Edenborg, at bekræfte alkymiens essens, for at i en parallel modsatrettet bevægelse ekskludere den i dens specificitet. Når oplysningsfilosoffen hos alkymisten erkendede en værdig modstander i en affirmativ modsætning, var alkymien for romantikeren blot en abstrakt begærsform uden indhold; en omkreds uden krop.