|
Når siden ufornuftet og sværmeriet fik en renæssance med romantiken, var skambelæggelsen af al­ky­mien al­le­re­de så massiv, at på trods af at den ro­man­tis­ke digter hos alkymisten genkender sit eget natursyn og sit begær efter det ab­so­lutte, så er alkymien, i dens specifike hævdelse, nu end stærkere benægtet end hos oplysningfi­­lo­so­fien. Romantikerns ty­piske holdning infor al­ky­mien var, skriver Edenborg, at bekræfte alkymiens essens, for at i en parallel modsatrettet bevægelse ekskludere den i dens specificitet. Når oplysningsfilosoffen hos alkymisten erkendede en værdig mod­stander i en affirmativ modsætning, var al­ky­mien for romantikeren blot en abstrakt begærsform uden indhold; en omkreds uden krop.

  fol. 9(17)