TEKSTY

— i anledning af Carl-Michael Edenborgs Alkymiens skam

Upubliceret anmeldelse 2005.

Det er nok nogle læsere som svagt kan erindre historien om ”kold fusion” som rydede alle avisers forsider for snart seksten år siden. Det hele startede når forskerne Martin Fleishmann og Stanley Pons fra Universitet of Utah den 28. marts 1989 ved en pressekonference udtrykte at kold fusion indvarslede en fremtid med billig og ren energi – i ubegrænsede mængder, eftersom kold fusion grovt fortalt ville muliggøre et lille atomkraftværk i et køkken. Snart fulgte en række forskerteam efter og bekræftede at de også havde gennemført lykkede eksperiment i universitetens simili-kantiner. Men det tog ikke lang tid inden en række andre forskere stillede sig skeptiske. De kunne ikke gentage eksperimentet. De forskerteam som sagde at de havde med succes havde gentaget Fleishmanns og Pons eksperiment blev mer uldne i mælet. Fleishmann og Pons forsvarede sig halvhjertet med at de af patentmæssige årsager havde været nødt til at holde visse dele af eksperimentet hemmeligt. Dén var det ikke mange som købte. Desuden ville den type af hemmelighedskrammeri stride mod selve fundamentet for den videnskabelige omgangsform. Indenfor en måneds tid var Fleishmann og Pons faldet fra den højeste berømmelse til den dybeste skam. Om kold fusion har det sidenhen været tavst.
     Hændelsen er ikke ulig når James Price, medlem af Royal Society 1782 gennemfører en offentlig transmutation af kviksølv til sølv og guld. På grund af visse uklarheder i Price’s fremstilling opfordrede Royal Society Price til at gentage eksperimentet foran kemisten Kriwan. Price undslog sig først, men efter en tids påtrykning gav han med sig og, for at gøre en lang historie kort: fiaskot var et faktum. Efter en intensiv periode af fortal og skam tog Price sluttelig livet af sig selv, ved hjælp af gift i august 1783, kun 31 år gammel.
     Historien om James Price og mange andre alkymisters skæbne kan læses i en ny idéhistorisk afhandling fra Stockholms Universitet af forfatteren, forlæggeren (Vertigo forlag) og nu café-ejeren Carl-Michael Edenborg som nu publicerets af Malmö-forlaget No fun, som udgiver ”postnihilistisk sociologilitteratur”, hvilket vil sige: ”lidt psykologi, lidt neurologi, lidt fuckologi”.
     Alkemins skam, som afhandlingen heder, drives fremfor alt af et godt stillet spørgsmål: Hvordan kom det sig at alkymin fuldstændigt forsvandt fra den offentlige diskussionen omkring år 1800? Det ortodokse svar på dette spørgsmål er at alkymiens eksklusion fra den offentlige diskussion indvarsledes med Francis Bacons Advancement and proficience of learning … (1640) og, fremfor allt, Robert Boyles The Sceptical Chymist (1680), som begge formulerede videnskabens fremskridt i termer af en klar og entydig nomenklatur, af eksperimentens repeterbarhed og af åben kommunikation, netop til forskel fra alkymisternes brug af en fantasifuld og grotesk terminologi, adeptens inspiration ved eksperimentet og en intim og initiatorisk indvielse i naturens mysterier. På trods af den generelle konsensus (eller skal vi sige: netop på grund af den generelle konsensus) stiller sig Edenborg tvivlende til denne forklaringsmodel. I stedet for at stille sig tilfreds med videnskabens egne (efter)rationaliseringer af dette afgørende skift i naturvidenskabernes historie, stoler forfatteren i højere grad på Batailles og Foucault begreber om henholdsvis skam og heterodoksi. Det er ikke fordi begrebens videnskabsteoretiske dimensioner udvikles specielt meget, men læseren præsenteres for en række velargumenterede empiriske argumenter for at skamliggørelsen af alkymien var betydligt mere afgørende for dens eksklusion, end rationelle naturvidenskabelige argumenter, i særdeleshed som alkymien fortsatte i bedste velgående under hele det 17. og 18. århundrede, samtidigt som man langt op i det 19. århundrede næppe kan tale om nogen alment accepteret kemisk eller naturvidenskabelig teori som a priori ville udelukke den alkymiske hypotese (som bekendt hældte også såvel Boyle som Newton, som vores egen Ole Borch til den alkymiske entusiasme). Det er i dette nye lys som Edenborgs studie har sin force; i stedet for at argumentere for at alkymien ekskluderedes af teoretiske eller praktiske argumenter af dens opponenter, var det fremfor allt æstetiske og etiske argumenter mod alkymien som bragtes på banen af ”filistrerne”, dvs. oplysningsfilosofferna. Alkymien var ubrugelig, uvidenskabelig, ufornuftig og masturbatorisk. Af samme grund var det at beskæftige sig med alkymi forbundet med den værst tænkelige skam, på niveau med tidens værste farsoter: onani og ”sværmeri”. Når siden ufornuftet og sværmeriet fik en renæssance med romantiken, var skambelæggelsen af alkymien allerede så massiv, at på trods af at den romantiske digter hos alkymisten genkender sit eget natursyn og sit begær efter det absolutte, så er alkymien, i dens specifike hævdelse, nu end stærkere benægtet end hos oplysningfilosofien. Romantikerns typiske holdning infor alkymien var, skriver Edenborg, at bekræfte alkymiens essens, for at i en parallel modsatrettet bevægelse ekskludere den i dens specificitet. Når oplysningsfilosoffen hos alkymisten erkendede en værdig modstander i en affirmativ modsætning, var alkymien for romantikeren blot en abstrakt begærsform uden indhold; en omkreds uden krop.
     Men om end udelukket fra enhver offentlig form (inklusive slægt og venner), så fandtes det selvfølgelig en og anden alkymist som luskede runt på videnskabens uartige baggårder (ligesom det sikkert var en eller anden som havde det sjovt med sig selv uden Leeuwenhoeks ambitionsniveau). Edenborg har tidigere, i Gull och Mull (Lund: ellerströms, 1997) præsenteret os for et par af dem, Gustaf Bonde, som arbejdede med at transmutere fækalier til guld og August Nordenskjöld som i anti-kapitalistisk iver ville oversvømme markedet med guld så at penningsystemet brassede sammen under inflatorisk tryk. I den nye bog får vi så, bland mange andre og meget andet, stifte bekendtskab med militærmanden og encyklopædisten Jacob Johan Anckarström (1729–1777), fader til den berygtede kongemorder med samme navn, og med den halvlærde romantikern Fabian Wilhelm af Ekenstam (1786–1868).
     Styrken i Edenborgs bog er netop dette fokus; ikke på alkymiens storhedstid, men hvad som sker med den alkymiske diskursen under forfaldstiden (den anden halvdel af 1700-tallet), når den ikke længere kan iagttages i den offentlige diskurs (1800–1890) og i hvilken gestalt den genkommer under den s.k. ”hermetiske renæssance” ved århundredeskiftet. Derved ligger det i Edenborgs studier kimen til en videnskabssociologi af et mere generelt tilsnit, hvor videnskabens selvforståelse, som et system af tegns og betydelsers transparens, er sat ur spil og erstattet af etiske og æstetiske domme og smagsregimer. Ligesom videnskaben – og da i særdeleshed naturvidenskaben – aldrig selv vil kunne vedgå dette forhold, lige så sikkert er det, at ethvert argument, som gør krav på videnskabelighed, altid vil replicere at dens modstander er en modstander af åbenhed, transparens, behærskelse, nytte, fremskridt og fornuft: altså en indelukket, sværmerisk, ubrugelig, bagstræberisk og vanvittig svindler. Tonen – når det kommer dertil – er ikke ukendt fra et antal videnskabelige kontroverser under de sidste snes år, heller ikke i Danmark.

Fleishmann og Pons? De tog en hurtig afsked og fandt sig bægge en stille tjeneste i Sydfrankrig. I mens arbejder en række forskere og teams rundt om med kold fusion, men under vilkor som ikke er helt ulige dem som Edenborg beskriver for alkymisterne under det 18. århundrede. ”De kommer aldrig igennem peer-review”, som John R. Huizenga, forfatteren til Cold Fusion: The Scientific Fiasco of the Century (1992), udtrykte det. Tydligst bliver det dog når vi kommer til det mest bizarre på den naturvidenskabelige marked lige nu, Randell Mills ”samlende teori om alting” (en teori om krympning af elektroner som muliggør produktion av ubegrænset ren energi og en helt ny type af materialer og plasmaer som vil revolutionere industrien indenfor de nærmeste decennier, og som desuden lover gennembrud indenfor så vanskelige områder som ikke-artificiel intelligens, kosmologi, medicin og måske også en form for gravitationel jujitsu), og som med firmaet BlackLight Power Inc. via investorer har rejst mere end 25 miljoner doller fra 150 investorer og beskæftiger 25 fuldtidsansatte forskere. Når en vis Dr. Alfred Miller omtaler Mills, så gør han det netop udgrænsende og selvstympende, ”gennem autotomins gestus”, som Edenborg ville udtrykke det, med orden: ”Mills har været utroligt mere åben med at få folk til at bekræfte hvad hans hypoteser forudsiger … dette er ikke detsamme som kold fusion. Mills er seriøs og ærlig.”

Literatur

Carl-Michael Edenborg: Alkemins skam. Malmö: No fun, 2005. Hft. 450 (6) s. ca. 180 SEK.
Carl-Michael Edenborg: Gull och Mull. Den monstruöse Gustaf Bonde, upplysningens fiende i frihetstidens Sverige. Historien om hans exkrementalkemi, hans krets och värld. Försedd med psykoanalytiska, Batailleska och historiematerialistiska reflexioner, samt ett utkast mot döden. Lund: ellerströms, 1997.
John R. Huizenga, Cold Fusion: The Scientific Fiasco of the Century. Rochester, N.Y.: University of Rochester Press, 1992.
Robert L. Park, Voodoo Science: The Road from Foolishness to Fraud. New York: Oxford University Press, 2000.

Jan Bäcklund