Det lyder opgivet, men for­holder sig i selve vær­ket stik modsat. Jelinek kalder denne strategi en ”radikal sub­jektivism” som til og med over­går den selvudle­ven­de sub­jektivism i prosaværk som Die Klavierspielerin. Latterligheden vedrører nu ”jeget”: ”’Jeget’ er så latterligt, latterligt”, og kraften er forflyttet til kroppen, sprogkroppen, scenkroppen, medieflødet, alle de ud­sagn uden afsender som for­mer den egent­li­ge politiske dis­kurs. Det er med disse krafter Jelineks sprog nu måler sig med. Paradoksalt nok er det her ikke længere Karl Kraus eller Thomas Bernhard – som vi ellers altid hører – som Jelineks prosa er nærmest beslægtet med, men sna­re­re, dets formelle forskel til trods, Ingeborg Bachmann.