Jeg tror, det var den finlandssvenske digter Bo Carpelan, som om sin musikalsk begavede morbror, Axel Carpelan (1858–1919), skrev noget i følgende stil: Axel var en musikalsk højt begavet drivert, som levede i et gensidigt mistillidsforhold til den omgivende verden. I 1887 opofrede nogle personer sig, som var klar over hans musikalske øre og kunnen, og tilbød ham et arbejde som musikanmelder på Åbo Tidning, hvilket Axel dog venligt afviste med henvisning til sin ”åndelige invaliditet, som umuliggør snart sagt enhver form for arbejde”. Altså tilbragte han sit liv med dårligt helbred, i ensomhed og fattigdom.