For den fattige poet Arthur Rimbaud var dette paradoks så uudholdeligt, at han valg­te at lade være for i stedet at leve li­vet som en uskreven roman. I Rimbauds til­fæl­de er det for­hold, at han vendte sig bort fra forfatterens au­to­ri­tet og obskønitet for i stedet at hengive sig sub­jek­tets infantilitet og intimitet, nærmest overty­de­ligt manifesteret. Lignende vendinger under mo­dern­ismen, om end tagende for­skel­lige litterære for­mer, kan man også iagttage hos forfatterskaber som Walsers, Kafkas, Joyces eller Becketts.