Eftersom li­vet altid forpasser sin præsens for at lande på fortælling­ens perfektum (i arkivet, eller, rettere sagt: i det levedes uartikulerade ophopede masse) kan sub­jek­tet ikke udsige sit liv; sub­jek­tet har i li­vet ing­en sproglig evne (de tre punkter i ”jeg skal lige…” eller Axels ”åndelige invaliditet”). Forfatteren er sub­jek­tets vidne eller værge for det infantile liv, for det uudsigelige liv.