Kunsthi­sto­rien, som vi kender den i dag, er nok den sidst udviklede, og der­for måske også den mest bærende søjle af de epifænomener, som sammen kan siges at udgøre kunstvæsenet. Hvis sidst-ind-først-ud prin­cippet også gælder her, så er det nok også kunsthi­sto­rien som, i dens nuværende form, vil være det første til at smuldre sammen, petrificere, vaporisere eller hvil­ken metabolisme vi ellers kan forestille os.