Alle havde de det tilfælles, at de med lys og lygte søgte efter det præ-ba­by­lons­ke ursprog, som også ville kunne give nøglen til alle mo­derne sprog og prin­cipperne for en universalgrammatik. Fra midten af 1700-tallet faldt dog denne ty­pe af sprogvi­den­ska­b kraftigt i popularitet, og dens sidste krampagtige forsøg, ved Gras­set d’Or­cet, Fab­re d’Oli­vet og August Strindberg (i hans Språk­ve­ten­skap­li­ga Stu­dier og En Blå Bok) under sluttning­en af 1800-tallet, var al­le­re­de under sin samtid kun studeret af idioter, selvhøjtidelige di­let­tan­ter og neo-hermetiker.