Når så en af hans venner så ham og spurgte hvor­for han på den måde trættede sin krop, plagede sin ånd og pinede sin tønde, svarede filosofen, at når han ikke var ble­vet fundet egnet for anden af re­pub­li­kens tjænester, så fandt han det i det mindste pas­sen­de at tordnende og dundrende storme over sin tønde, så­le­des at de andre borgere, der var så beskæftige af hæderligt ar­bej­de, ikke skul­le se på ham som en lediggænger og ørkesløs fætter.