Her bare et eksempel, som i sig indeholder en række af denne type af dubbleringer: Når selskabet sidder ved en fiskrestaurant med vægmalerier af Jean Cocteau, fortæller Orson Welles om Marcel Vertès, med filmens karakteristiske konspiratoriske tone, “der, som ungrare, måtte være charmerende og som begyndte sin karriere …”. Citerende Vertès, fortsætter Orson, “som en charlatan malede jeg falske mesterværker. Jeg begyndte som Lautrec ...” (38:46).