Kære søde Elmyr, se ikke så chokeret ud. Vil du spise frokost med mig på Ritz i morgen?” (Irving 1969, p. 5). Elmyr afbøjede frokosten, ikke fordi han var sur på Lady Campbell, men fordi hans sind var begyndt at rotere: kunne det være så enkelt? Hele næste dag sad han og tegnede Picassos i dennes neoklassicistiske stil. Det gik ufattelig nemt. Dagen efter, med friske øjne, gennemgik han igen sine tegninger og besluttede sig for at bringe tre af dem til et galleri i Paris. Han serverede en historie om at han var en ungarsk emigré, som efter kriget var kommet i økonomiske vanskeligheder – en på alle måder plausibel historie. Handleren købte tegningerne på stående fod for et beløb svarende til $400.