De ramlede ind i hinanden flere år senere, i Spanien. François forsøgte at undgå Elmyrs vinken, men Elmyr insisterede, “François,” sagte han, “jeg ved hvad du tænker, men lad mig forklare. Jeg havde fuldstændigt glemt at jeg havde lukket mit konto i New York. […] Må jeg ikke byde på en drink i mit hotel?” Men når François dagen efter skulle indløse checken, så var det heller ikke denne gang dækkning. Når François fortalte dette til en af sine venner i 1968, så antog denne ven at han måtte være rasende på Elmyr. “Mærkeligt nok, overhovedet ikke”, skal han ha svaret, “han er den han er, og det er noget underbart med en mand som ham. Han er en charmerende bedrager” (Irving 1969, pp. 120–21).