Dette er en af årsagerne til den magnifikke succes som tilkommer kunst­nere som Olafur Eliasson, der pro­du­ce­rer vær­ker som såvel formelt som konceptuelt passer som fod i hose til den nye autonome mu­se­umsarkitektur. Men det er ikke Thomas Krens, Guggenheim eller Tate som styrer i kunstverden. Det gør kunst­vær­ker og kunst­neriske logikker.